Nye regler for prismarkedsføring kræver, at firmaer får bedre styr på udsagn om prisbesparelser.
Chok-priser, ophørsudsalg, tilbud, før- og nupriser og andre salgsfremmende udtryk i markedføringen er i fokus hos Forbrugerombudsmanden, som i samarbejde med branche- og forbrugerorganisationer har udformet et sæt nye retningslinjer, der træder i kraft den 1. marts.
- Hvis en erhvervsdrivende vil sammenligne med en normalpris, skal denne pris have været gældende i mindst seks uger forud for annonceringen. For dagligvarer og sæsonvarer er det dog fire uger, lyder det eksempelvis i de nye retningslinjer, som Forbrugerombudsmanden blandt andet vil sikre efterlevelse af ved at iværksætte en håndhævelseskampagne, når retningslinjerne er trådt i kraft.
Ud over information om de nye regler vil der blive gennemført stikprøvekontrol i nogle forretninger, og overtrædelse kan blive straffet med bøde.
Virksomhederne skal selv kunne dokumentere, at de overholder retningslinjerne - som eksempel må prisen som udgangspunkt højst markedsføres som en nedsat pris i to uger. Derfor er det vigtigt, at virksomhederne får sat det arbejde i system.
Sådan lyder det fra Annette Falberg, direktør for FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel.
- For nogle virksomheder kan det være et kompliceret arbejde - særligt hvis man har mange varenumre. Derfor kan man kræve et tillægssystem til registreringen af priser eller former for systematisering af dokumentationen. Derfor er det vigtigt, at man får sat sig godt ind i reglerne, siger Annette Falberg, der råder virksomhederne til at systematisere dokumentationen på forhånd, da det kan være vanskeligt at rekonstruere den efterfølgende.
Før- og nupriser
I december afholdt brancheorganisationen Dansk Erhverv en række introduktionsarrangementer til de nye regler, netop fordi det er vigtigt, at virksomhederne i fremtidige tilbudsaviser kan tage højde for de nye regler i anvendelsen af besparelsesudsagn i marts og april.
- Med hensyn til besparelsesudsagn sagde den tidligere vejledning intet særlig præcist om, hvor længe en førpris skulle have været gældende, før den var så reel, at den kunne bruges som sammenligningspris. Den sagde kun, at man måtte bruge besparelsesudsagnet i kortere tid uden dog at definere det nærmere. Nu er der en klar regel om, at førprisen skal have været gældende uafbrudt i fire eller seks uger for henholdsvis dagligvarer og udvalgsvarer. Dette og meget andet er der nu skabt klarhed over, og det giver en langt større retssikkerhed for virksomhederne, påpegede Dansk Erhverv i forbindelse med offentliggørelsen af de nye retningslinjer.
Netop før- og nuprissammenligninger er også et af de punkter, som seniorjurist Jeppe Rosenmejer fra Håndværksrådet forventer, at Forbrugerombudsmanden vil have særligt skarpt fokus på:
- Tidligere har der ikke på samme måde været nogen regler for, hvor længe en vare skal have en normalpris, før den sælges på udsalg. Derfor har man set mange eksempler på forretninger, der sætter en vare til salg i et katalog med en før- og nupris, selvom varen aldrig er blevet solgt til før-prisen, men blot har været et udtryk for, hvad virksomheden vurderer den til at kunne koste, siger Jeppe Rosenmejer og tilføjer, at virksomhederne skal have fokus på de nye regler, der blandt andet kræver, at førprisen skal have været gældende mindst seks uger forud for annoncering af en nupris.
- Der har været en usikkerhed på området, men forbrugerne skal kunne stole på førpriserne. De nye regler skal skabe klarhed, så der ikke er nogen tvivl - hverken fra forbrugeren eller virksomhedens side, siger han.
Tillid til priser
Målet med de nye retningslinjer er netop at sikre forbrugerne mod vildledning og genoprette tilliden til budskaber om besparelser. Og selvom det kan være en stor opgave for virksomhederne at få indarbejdet de nye retningslinjer i prismarkedsføringen, så er det ifølge FDIH-direktør Annette Falberg et meget vigtigt signal at sende til forbrugerne, at de kan stole på virksomhedernes udsagn om priser.
- Hvis man som virksomheder ikke har styr på reglerne, så vil man automatisk blive dømt ude. De nye retningslinjer har høj prioritet hos Forbrugerombudsmanden, så selvom virksomhederne selv ved, at de har rent mel i posen og ikke forsøger at snyde nogen, er det uhyre vigtigt, at de får styr på dokumentationen, siger Annette Falberg fra FDIH, som 2. marts afholder seminar med gennemgang særligt af de regler, som berører nethandel.
