Løgn og latin. I håbet om indtage drømmejobbet vælger mange jobansøgere at pynte for meget på deres CV og lyve til samtalen.
Drømmejobbet kommer ikke altid af sig selv, men er noget, man skal kæmpe længe for at nå.
Derfor forsøger mange ansøgere at fremstille sig selv så godt som muligt i deres ansøgning og cv, men ofte bliver der pyntet lidt for meget på sandheden.
En ny undersøgelse fra det internationale rekrutteringsfirma Kelly Services viser, at 14 procent ud af 155.000 adspurgte i 33 lande har været uærlige i deres CV eller ved jobsamtaler.
»Ansøgerne får ofte kun én chance for at sælge sig selv til en arbejdsgiver, så de er nødt til at udnytte alle muligheder fuldt ud, siger Henrik Bruun, administrerende direktør for Kelly Services i Danmark.
Samtidig viser undersøgelsen, at 49 procent af ansøgerne er i tvivl om, hvorvidt deres cv præsenterer dem på den bedste måde. Jo mere usikker, jo større tendens til at pynte ekstra på oplysningerne.
Onlinerekruttering et hit
Undersøgelsen viser samtidig, at det er blevet mere reglen end undtagelsen at søge job via internettet. 24 procent svarede, at de havde set deres seneste søgte job på en onlineannonce, mens kun 12 procent havde set det i avisen.
I alt havde 69 procent lagt deres cv ind på en online database.
»Jobsøgende har taget imod nettet som en populær måde at finde job på, og de er blevet mere trygge ved at gøre det, i takt med at arbejdsgiverne også har taget onlinerekrutteringen til sig, siger Henrik Bruun.

