Usaglig fyring. I august i år fik en 54-årig fyret kvinde ni måneders løn i godtgørelse af sin arbejdsgiver. Han kunne ikke bevise, at hendes alder ikke var årsagen. Reglerne mindre minder om dem, der gælder ved fyring under barsel, mener HK og arbejdsgiveradvokat.
Det er ikke altid nok at man skriver en "saglig grund" for fyringen på papiret.
Kan den ansatte pege på omstændigheder, der sender bevisbyrden tilbage til arbejdsgiveren, kan det blive rigtigt svært for en arbejdsgiver at vinde en sag om uberettiget fyring på grund af alder.
Det viser en ny sag, som HK netop har ført på vegne af en kvinde fra Lystrup.
Kvinden blev efter 20 år i virksomheden fyret på grund af "omstrukturering og rationalisering." Men hun mente, at hendes alder var årsag, og pegede på forskelsbehandlingsloven.
For hendes ti år yngre kollega med samme job gik fri.
Forlig
Virksomheden endte med forlig, hvor kvinden fik 221.000 kroner, svarende til ni måneders løn.
Flere jurister mener at sagen er et tegn på, at bevisreglerne inden for sager om uberettiget fyring på grund af alder vurderes lige så strengt som sagerne inden for fyring af kvinder på barsel.
- Der er i realiteten kopieret fra barselslovgivningen og sagen indikerer, hvor det bevæger sig henad, siger advokat Hans Juhler, der er specialist i ansættelsesret.