Besparelser, mere tilgængelige medarbejdere er de vigtigste årsager til at virksomheder investerer i mobile løsninger.
Reducering af omkostningerne - og tilgængelighed. Det er de mest afgørende drivere for, at virksomheder investerer i nye mobile løsninger. Og mobiliteten lander øverst på investeringsagendaen lige nu.
Sådan lyder konklusionen i en undersøgelse foretaget af it-analysevirksomheden IDC blandt 600 it-chefer i Norden. Her svarer omkring hver tredje, at de vil investere mere i løsninger, der understøtter mobilitet.
- De går efter omkostningsbesparelser, forbedret tilgængelighed og effektivitet. De mindre virksomheder er lige så interesserede i at investere i mobilitet som de større, men de har i høj grad fokus på de mere basale applikationer som mobil adgang til e-mail og integration med kalender, som trækker, siger chefanalytiker hos IDC Brian Troelsen og tilføjer, at investering i mobilitet ligeledes rummer bærbare computere, mobilt bredbånd, mobiltelefoner og smartphones.
Teleselskaberne Telia, Telenor og TDC oplever da også, at de små og mellemstore virksomheder har fokus på at øge mobiliteten blandt medarbejderne.
- Virksomheder investerer i at blive mere mobile. Mens mobilitet via bærbare computere og mobilt bredbånd går sin vante gang, så ser vi, at flere virksomheder efterspørger at tilgå systemer fra mobile enheder - såvel fra mobiltelefoner som fra smartphones, lyder det fra Rasmus Windfeld presserådgiver hos TDC Erhverv, der oplever, at fire ud af ti små og mellemstore erhvervskunder køber mobiltelefonabonnementer med indbygget dataforbrug. Der er typisk tale om abonnementer, som retter sig mod brugere, der ønsker at læse e-mails og gå på internettet fra mobiltelefoner eller smartphones.
Behov for løsninger
Hos Telenor peger direktør for produktudvikling Henrik Skov på et øget behov for løsninger, der øger mobiliteten blandt medarbejderne i danske virksomheder.
- Medarbejderne skal have mulighed for at tilgå systemerne, uanset hvor de er, og de skal kunne tilgå e-mail og internettet fra mobiltelefonen. Det ser vi både hos større og mindre virksomheder, og det er i høj grad drevet af nye mobile enheder med større skærme, siger Henrik Skov og tilføjer, at medarbejdere både i små og store virksomheder i dag har behov for at tilgå virksomhedens systemer, uanset hvor de befinder sig, men at hovedparten af de mindre virksomheder fortsat anvender mobilt bredbånd som et supplement til et en fast forbindelse på selve arbejdspladsen.
Færre omkostninger
Ifølge analysen fra IDC er tilgængelighed da også en af de vigtigste årsager til, at virksomhederne ønsker at investere i løsninger, som understøtter mobiliteten. Allerøverst blandt de forventede resultater ved investeringerne er dog ønsket om at reducere omkostningerne. Det ønske genkender man da også hos Telia, der oplever, at flere erhvervskunder ønsker at trimme og optimere deres telefoniløsning. Et fællestræk blandt virksomhederne er et ønske om større forudsigelighed i deres regning, og derfor efterspørger flere virksomheder abonnementer med delvist eller ubegrænset tale eller mobilt bredbånd, så det bliver nemmere at budgettere med udgifterne til telefoni.
- Virksomhederne har fokus på at kostreducere og effektivisere. De går efter abonnementer med så meget flatrate som muligt og differentierer mere i forbindelse med indkøb af mobile enheder. Er der eksempelvis tale om en 12-mands konsulentvirksomhed, så investeres der i mere avancerede enheder til direktøren og økonomichefen, mens der skaleres ned til mere mellemklassetelefoner til de øvrige medarbejdere, forklarer salg- og marketingdirektør i Telia i Danmark Peter Krogsgaard og tilføjer, at lignende eksempler gør sig gældende for mobilt bredbånd, hvor små og mellemstore virksomheder typisk investerer i en række abonnementer, som medarbejderne deles om, afhængig af hvem der skal på kundevisit og har behov for at tilgå systemerne på farten eller eventuelt skal arbejde hen over aftenen eller weekenden.
Hos IDC peger chefanalytiker Brian Troelsen da også på, at netop de små og mellemstore virksomheder er mindre investeringslystne i forhold til de større virksomheder, når det gælder mobilt bredbånd.