Det var egentlig de dårlige parkeringsforhold i indre København, der fik LTECH A/S på ideen om cyklende grønne elektrikere.
Ejer af det traditionelle elektrikerfirma LTECH A/S, Henrik Holmgren, fik i foråret 2009 nok af for meget trafik og for få parkeringspladser i Københavns centrum. Han skilte sig derfor af med et par varevogne og erstattede dem med to Christianiacykler, der let og klimavenligt kan færdes i midtbyen. Virksomheden har netop bestilt sin tredje cykel, som snart triller rundt i den indre bys gader. Fire elektrikere skiftes til at trampe i pedalerne.
De Grønne Elektrikere er alene på markedet, og bliver efterspurgt af både private kunder og erhvervskunder, der gerne vil fremstå med en klimavenlig profil. Der er dog også et økonomisk incitament til at vælge cykelelektrikerne, da kunden undgår et servicevognstillæg og et eventuelt parkeringstillæg.
Hvorfor kastede du dig over dette projekt?
- Det var så irriterende at køre rundt i København for at finde parkeringspladser. Det måtte være muligt med cykler. Det er klart, at man bliver kreativ i krisen, og jeg tænkte, at det skal prøves af. Jeg så en forretning i det, og så er det selvfølgelig oplagt op til topmødet. Medarbejderne får motion, og de har taget rigtig godt imod det.
Bekymrer du dig om klimaet?
- Ja det gør jeg. Jeg synes, vi alle skal bidrage med noget. Det gør jeg privat, og det gør vi også i firmaet. Vi rådgiver for eksempel også kunder i energibesparende installationer.
Hvad er vigtigst ved projektet: at tjene penge eller at redde klimaet?
- Det er klart, at det skal have et forretningsmæssigt perspektiv. Jeg har ikke en stor nok virksomhed til at kunne lave sådanne tiltag udelukkende for klimaets skyld. Men klimaet har da også en stor betydning.
Se mere her.
