Danmark er rig på cleantech-udvikling, men flere projekter skal kommercialiseres.
Klima, energi og miljø. Kombineret med ny teknologi og rullende venture-milliarder. Og med glødende forventninger om at skabe den næste gigantsucces, som på en gang giver den gas på væksttangenterne og gør en forskel i verden. Den cocktail har skabt massive forventninger til cleantech-området som en af fremtidens vigtige afsætningskanaler for nye erhvervssucceser – ikke mindst i USA, hvor teknologi-mekkaet Silicon Valley for alvor spiller på cleantech-tangenterne.
Under de danske himmelstrøg er spotlyset imidlertid også rettet mod cleantech-området – ikke mindst på grund af det kommende klima-topmøde i København, som forventes at blive et springbræt både for de store og veletablerede virksomheder på området som det spirende iværksættermiljø. Skal det lykkes – er det dog helt afgørende, at cleantech-iværksætterne formår at udvikle deres ideer og produkter til reelle forretningskoncepter, lyder det fra Søren Houmøller, direktør i konsulent- og venturevirksomheden 1st Mile og har screenet danske investeringsmuligheder inden for cleantech de seneste år.
- I Danmark har vi en enorm stor viden på cleantech-området – dygtige forskere og udviklere og et spirende iværksættermiljø. Men vi har enormt svært ved at få omsat ideerne til ægte forretninger. Hver gang man screener 100 mulige teknologier på området, så smider man 97-98 procent væk, fordi de simpelthen mangler kvalitet rent forretningsmæssigt.
Øje på markedet
Det er især evnerne til at kunne se ud over produktet og dets funktioner og sætte det ind i en kommerciel sammenhæng med en holdbar forretningsplan og øje for markedet og kunderne, der mangler på området, mener Søren Houmøller.
Han har det seneste år arbejdet på at skabe et udviklingsprojekt, som skal hjælpe cleantech-iværksætterne ud over rampen. Den ide har Væksthusene støttet op om – og det er blevet til uddannelses og rådgivningsforløbet Cleantech Accelerator, der skal hjælpe små cleantech-virksomheder til at kvalificerer sig bedre til markedet.
- Det er utroligt, så mange gode teknologier og produkter, som ligger på iværksætternes, virksomhederne og forskernes hylder, men aldrig kommer nogen vegne, fordi kompetencerne til at få solgt ideen mangler, siger Søren Houmøller.
Samme melding kommer fra konsulent i Væksthus Hovedstadsregionen, Palle Weidlich, projektleder for Cleantech Accelerator-projektet, som anslår, at der er mellem 600 og 800 virksomheder i branchen i Danmark.
- Branchen tæller typisk mange ingeniører, som har en tendens til at tænke mere i produkt end i kunder og marked. Alene det at få kontakt til kunden – altså gribe telefonen og ringe op, kan være en barsk oplevelse. De mangler simpelthen træning i at tænke go-to-market strategier, siger han.
Investor-interesse
Det massive fokus på klima, miljø – og bæredygtig adfærd har da også skabt gode muligheder for virksomhederne. I Nordamerika har venturekapitalisterne i 2007 investeret hele 20 milliarder danske kroner i virksomheder, som arbejder med cleantech. Også de danske ventureinvestorer har fået øjnene op for området, som ifølge Vækstfonden i 2007 fik tilført omkring 250 millioner kroner, hvoraf mindre en halvdelen dog er investeret i danske virksomheder.
- I dag er cleantech med 15-17 procent af venturekapitalen det tredjestørste investeringsområde i USA. I Danmark og Europa har vi også set bevægelser i markedet mod mere venturekapital til cleantech-området, selvom der generelt sker et tilbageslag i de samlede investering lige nu på grund af finansielle uro, siger vicedirektør i Vækstfonden Rolf Kjærgaard og tilføjer, at de seneste opgørelser fra Vækstfonden viser, at cleantech indtil videre trækker 10 procent af de samlede investeringer i Danmark mod 5 procent i 2007.
- Vi forventer, at der fortsat vil være fokus på cleantech-området, men iværksætterne som er på jagt efter venturekapital står over for de samme udfordringer som i andre brancher – nemlig at der er en generel tilbageholdenhed med at foretage investeringer. Det betyder et mindre nåleøje for alle projekter – også inden for cleantech, siger Rolf Kjærgaard, der samtidig kalder næste års klima-topmøde i København for et særdeles godt udstillingsvindue, som de iværksættere, der formår at udvikle en knivskarp forretningsplan, vil kunne opnå opmærksomhed fra investorer igennem.
Den store interesse er ifølge Christian Vintergaard, der er direktør på Øresund Entrepreneurship Academy og ekspert i venturekapital, da også med til at sætte skub i nye iværksættere.
- Det danske iværksættermiljø er naturligvis præget af det, når særlige områder får massivt fokus. Det har vi set i dot.com-tiden og for nogle år siden, hvor det var det farmaceutiske område, der var meget i vælten. Vi ser mange iværksættere forfølge de industrier, der bliver trukket frem, siger Christian Vintergaard, der peger på, at netop cleantech er så samfundsmæssigt nødvendigt, at der er tale om mere end en hype.