Der er masser af penge at tjene, grønne jobs og massive investeringer for firmaer og andre i vejen mod at blive CO2-neutral.
For et par uger siden lancerede Sønderborg Kommune den store plan for, hvorledes området bliver CO2-neutralt vækstområde senest i 2029. En plan, der får området til at være et af de mest ambitiøse blandt landets 98 kommuner. Og en ting er sikkert. Der er masser af penge at tjene for borgere, virksomheder og selve kommunen i vejen mod nullet.
Det blev en gang for alle slået fast ved lanceringen, hvor omkring 100 fremmødte i Forskerparken i Sønderborg fik præsenteret planen, som blandt andet 78 danske og internationale energieksperter har været med til at udarbejde.
Allerede inden 2015 vil den sønderjyske kommune have kickstartet CO2-reduceringen så voldsomt, at CO2-forbruget om blot seks år er reduceret med 25 procent i forhold til i dag.
Det vil kræve massive investeringer hos borgere, firmaer og kommunen. Project Zero-sekretariatet, der står bag den store klimasatsning, har således regnet ud, at trods investeringerne vil det samlede regnskab i 2029 balancere med omkring 2,6 milliarder kroner om året, hvad enten man foretager noget eller ej, Der er derfor rigtig mange penge at tjene i energibesparelser og kloge investeringer undervejs, fastslog flere af indlægsholderne, da planen blev lanceret.
»Der bliver massivt brug for håndværkere, installatører og rådgivere, når det hele skal udføres. Det skal man ikke undervurdere,« sagde Lotte Gramkow fra Project Zero.
Penge i energiløsninger
En af landet førende energirådgivere, Helge Ørsted Pedersen fra EA Energianalyse, understregede potentialet, da han fortalte, at den danske eksport af energiteknologi var vokset fra fem milliarder kroner tilbage i 1990erne til at være på 64 milliarder kroner i dag.
- Så der er penge i energi-løsninger, og det er et rigtig godt udgangspunkt, at vi allerede har været igennem en fantastisk udvikling i Danmark. Det gælder nu om at sørge for, at der er økonomi i de løsninger, der bliver lavet. Og ifølge min opfattelse bliver det dynamiske energisystem afgørende, og dem, der finder løsninger i det system, vil kunne tjene mange penge på det, forklarede Helge Ørsted Pedersen.
En hel del penge til
Energiekspertens udmelding kunne blandt andet glæde bestyrelsesformanden for Project Zero-fonden, Peter Mads Clausen fra Danfoss-familien.
- Project Zero er hjælp til selvhjælp, for kan vi gøre os fri fra de stigende energi-priser, er vi allerede godt på vej. Det skal blive til virkelighed, fordi vi skal skabe ny vækst, nye arbejdspladser og nye virksomheder i Sønderborg. Der skal en hel del penge til, at vi når derhen, så der skal skaffes penge fra både de private og offentlige kasser. Men vi har med de teknologiske virksomheder i området alle muligheder for at nå målet, fastslog Peter Mads Clausen, da han holdt åbningstalen ved lanceringen af planen.
Han opfordrede derfor alle til i løbet af 2010 at gå sammen i de partnerskaber, der skal til for, at alle bliver involveret i det store projekt.
Allerede i løbet af de første seks år, der skal reducere områdets CO2-udslip med 25 procent, skal der laves massive investeringer inden for seks områder: Bygninger, industrien, transporten, landbruget, mere vedvarende energi og en helt ny varmeplan i kommunen, hvor der blandt andet skal etableres en 26 kilometer lang super-ledning, der forbinder Sønderborg-områdets fjernvarme med blandt andre Nordborg.
Universitetsafdelingen i Sønderborg er også allerede involveret, og de to største virksomheder på Als, Danfoss og Linak, har på forhånd tilkendegivet, at de også vil investere massivt i klima-satsningen. Og endelig er den syddanske energikæmpe på banen. Administrerende direktør i Sydenergi, Niels Duedahl, fastslår således, at hans selskab vil være med til at løse den store udfordring med grøn energi, fordi der er mange penge på højkant.
- El bliver fremtidens store vinder på grund af CO2-udviklingen og manglen på fossilt brændstof, og hvis vi er vakse ved havelågen, bliver det vort næste eksporteventyr. Vi tror i hvert fald på, at vi kan eksportere el-løsninger - måske i stil med vindmøllernes succes, forklarer Niels Duedahl.