Virksomheder, der gør deres hjemmearbejde ordentligt, har langt større mulighed for at komme succesfulde hjem fra finansieringsmødet med banken.
Erhvervslivet brokker sig højlydt over ringe muligheder for at få finansiering hos bankerne, der har smækket pengekassen i som følge af krisen. Men ansvaret ligger også hos virksomhederne selv, der ofte ikke er fuldt ud klar over de faktorer, som ligger til grund for bankens kreditvurdering.
Derfor har pengeinstitutternes interesseorganisation, Finansrådet, i samarbejde med Dansk Industri (DI) udarbejdet en række råd til, hvordan virksomhedslederne kan klæde sig bedre på, inden de tager til møde i banken – og dermed øge deres chance for at få finansieringen på plads betragteligt.
- Små og mellemstore virksomheder er ofte er i tvivl om, hvilke elementer bankerne lægger vægt på. Virksomhederne er tilbøjelige til at fokusere alene på budgetter og finansielle nøgletal og undervurdere betydningen af ledelsens og bestyrelsens kompetencer, netværket omkring virksomheden og så videre, fortæller Troels Kjølby Nielsen, kontorchef hos Finansrådet.
På den baggrund har Finansrådet og DI fundet det nødvendigt at højne kendskabet til de forhold, der danner grundlag for bankernes kreditvurdering og på den måde undgå de kedelige situationer, hvor banker og virksomheder taler forbi hinanden.
Begynderfejl
Problemet med uforberedte virksomheder er særligt udbredt blandt iværksætterne. Finansieringen er så afgørende en faktor, at de søger, at få den på plads, før de har styr på forretningen i øvrigt.
- Nogle iværksættere tager mødet med banken, før de har rådført sig med advokater og revisorer og har måske også en smule urealistiske forventninger til, hvor meget man kan låne, når man kommer med en lille egenkapital. Men det problem ser vi ikke kun i krisetider, siger Henrik Søndergaard Frederiksen, underdirektør i Danske Bank.
Det billede genkendes hos Jyske Bank:
- Generelt er der også næsten altid fornuftigt budgetmateriale udarbejdet af revisor, men ofte har iværksætteren ikke sat sig ordentlig ind i forudsætningerne, der ligger til grund for budgettet og forholdt sig til de risici, der er forbundet med budgettet. Og ofte savnes der en plan B, siger funktionsleder Tue Laursen.
For etablerede virksomheder kan problemet nogle gange være, at de stikker hovedet i busken, når tingene går den gale vej. Men det er vigtigt, at banken hele tiden føler sig orienteret:
- Det er meget nemmere at skabe den nødvendige tillid, hvis man kører en løbende dialog med sin bank – og oplyser om både gode og dårlige nyheder. Så kan man langt nemmere få en udvidelse af sine kreditfaciliteter, end hvis man har skønmalet lidt på tingene, siger Troels Kjølby Nielsen.
Vurder risikoen
Det hjælper altså ikke at slå ud med armene, når man sidder i møde med sin bank med hatten i hånden.
- Generelt vil man gerne fortælle om alt det, man er god til, og det man har succes med. Men det er mindst ligeså vigtigt, at de potentielle risici er gennemarbejdede. Det giver banken en tryghed for, at her er en person, man godt kan give et lån, siger Knud Jacobsen, direktør i Handelsbanken.
Risikovurdering er netop et af de forhold, bankerne lægger absolut størst vægt på i disse finanskrisetider. Mødeforberedelse generelt er vigtig, men det aller vigtigste er, at du på en overbevisende facon kan forklare, hvordan du vil ruste din virksomhed til eventuelt forsat dårlige tider.
