Københavns Lufthavne nedlægger rygekabinerne og indfører rygeforbud i terminalerne fra nytår.
Dårligt nyt for rygere, der ønsker en smøg kort før afgang.
Efter at rygning har været tilladt i rygekabiner og rygeområder fordelt på afgangshaller og bagageudleveringen, tager Københavns Lufthavne nu skridtet fuldt ud og bliver 100 procent røgfri fra nytår.
- Vi kan se, at tendensen både i Danmark og internationalt går mod helt røgfrie miljøer, og derfor fjerner vi nu de sidste rygekabiner i lufthavnen. Resultatet er et klart forbedret indeklima for passagererne, siger Susanne Frank, passagerchef i Københavns Lufthavne.
Ifølge hende har lufthavnen foretaget forundersøgelser blandt passagererne.
- Vi har spurgt passagererne, og svaret er klart. Mange vil gerne tage hensyn til rygerne, men flertallet viser samtidig forståelse for en røgfri lufthavn med de fordele, det medfører, siger Susanne Frank.
De forbedrede forhold gælder både afgående passagerer, inden de går gennem Security, og ankommende passagerer efter, at de har afhentet bagagen.