Naturøen Rømø har fået henvendelser om at servicere og udskibe havvindmøller samt at gøre plads til store krydstogtskibe.
Fiskekutterne og færgerne til Sild kan få sig nogle gevaldigt store naboer på Rømø Havn i fremtiden. Havnens ledelse har kastet sig ud i arbejdet for at omlægge de i dag ikke særligt dybe havnebassiner til et moderne, attraktivt sted for både erhvervsliv og krydstogtskibe.
I alt 20 hektar skal havnen udvides med, hvis det står til den netop offentliggjorte rapport, som Rømø Havn og Rambøll har lavet.
- Vores havn ligger ideelt i forhold til eksport af og servicering af havvindmøller til Nordtyskland, og vi har fået konkrete henvendelser på den opgave, siger havnechef Mikkel Gleerup.
Han vil endnu ikke afsløre, hvem henvendelserne er kommet fra, men det drejer sig om et stort antal havvindmøller, der vil få et pitstop i Rømø Havn, oplyser han.
Rømø Havn bliver i dag primært brugt som fiskerihavn og færgeleje. Begge dele skal fortsætte, men havnen skal deles skarpere op, fiskerihavnen flyttes og til en ny erhvervshavn i den nordlige ende, skal der anlægges en ny 300 meter lang kaj på østsiden og en 190 meter lang kaj på sydsiden.
Sorte punkter
Samtidig skal et bagland på otte til ti hektar åbne mulighed for oplagring, omladning og eventuelt omskibning af gods. Med en vanddybde på 8,5 meter vil den store kaj desuden kunne tage imod store krydstogtskibe.
Fiskeriet får også 100 meter ny kaj og et losseområde, og desuden skal der kræses for turisterne med restaurant, forretninger, promenade og nye udsigtsområder på havnen. På landsiden vil det være nødvendigt at etablere nye veje, som tager hensyn til et stigende antal lastvognstransporter.
- Infrastrukturen er et af de sorte punkter i projektet, men dem er der heldigvis ikke så mange af. Jeg synes, havneudvidelsen er en rigtig god idé. Vi kan jo se, at der sker en masse med vindmøller på vestkysten helt fra Esbjerg og til Husum, og vi mener selv, at vi ligger i smørhullet, siger Mikkel Gleerup og understreger, at han ikke ser Rømø Havn som konkurrent men som samarbejdspartner til de øvrige havne med havvindmølle-aktivitet.
Penge fra EU
Vejen fra idé til realisering går fra den lille havn via både byrådet i Tønder, Miljøcenter Odense og By- og Landsskabsstyrelsen, som skal dispensere fra Rømøs stramme Natura2000-beskyttelse, hvis havneprojektet skal blive til noget.
Det er den ene store hurdle. Den anden er finansieringen. Projektet udregnes i udviklingsplanen til at koste cirka 196 mio. kroner, og de skal gerne komme fra EU og staten.
- Vi regner med at kunne søge et stort beløb i EU. Det er lykkedes for andre mindre havne i Sydeuropa. Vi skal have nogen til at skrive vores navn på en cigaræske et eller andet sted, siger Mikkel Gleerup.
Planen for udvidelsen af Rømø havn sendes nu til politisk behandling.
