Nummerplader. Politikerne er meget åbne for at tage gulpladesituationen op til ny overvejelse - en differentiering af nummerpladerne i forbindelse med en sanering og de nuværende bestemmelser kan være en løsning.
Reglerne for biler på gule plader er svært gennemskuelige, og regeringen har lagt op til en sanering af reglerne. En af løsningerne indebærer et comeback til de såkaldte papegøjeplader.
- Allerede for et par år siden fremlagde vi et forslag for skatteudvalget og daværende skatteminister Svend Erik Hovmand om nye nummerpladebestemmelser, der er tæt på papegøjenummerpladen, og da vi havde foretræde for udvalget fornyligt, var alle meget åbne for vores forslag på at få en bedre løsning end i dag, siger adm. direktør Preben Kjær, Danmarks Automobilforhandler Forening, til erhvervsbladet.dk.
Papegøjenummerpladen var en blanding af den sorte og gule nummerplade og var en varebil med bagsæde, men med blændede sideruder.
- En moderne udgave vil forhåbentlig tage hensyn til trafiksikkerheden – med ruder i hele bilen. Det handler bare om, at der bliver skabt overblik, så man ved, hvem der skal betale hvad for at køre varebiler – og det gælder både elektrikere og pensionister, siger Preben Kjær.
Han fortæller, at Danmarks Automobilforhandler Forening, er blevet opfordret til at udarbejde en rapport, der kan kaste lys over den utroligt rodede situation, der er opstået med den nye registreringslov, der blev indført sidste sommer.
- Alene det lille klistermærke, der sættes på varebilers bagruder, når bilen kan bruges privat, skaber problemer, fordi det ikke er stabilt. I det hele taget er hele varevognsbeskatningen blevet en omgang rod - og den kræver at komme op til revision. Derfor er vi også glade for, at skatteudvalget bad D. A. F. udarbejde en rapport, som vi nok kan være klar med indenfor et par måneder, siger Preben Kjær.
Han er glad for at personbilsbeskatningen er blevet forbedret, men varebilsbeskatningen er helt uoverskuelig – bl.a. fordi det både indebærer momsloven og skatteloven.
