Der kommer flere varer og håndteres flere ordrer. Læs om fordelen ved et moderne lagerhåndteringssystem.
Fødevareleverandøren Aarstiderne satser på vækst og har derfor investeret i et moderne lagerhåndteringssystem.
Det skulle være fleksibelt over for fremtidens behov og effektivisere arbejdet og reducere antallet af fejlpluk på lageret.
Løsningen blev stemmestyring af lagermedarbejderne, også kaldet pick to voice. Den nye løsning imødekom flere af de krav, Aarstiderne havde opstillet.
Det var nødvendigt, at plukkerne fik et bedre overblik over lageret for at øge produktiviteten og mindske antallet af fejl.
Desuden ønskede man at indføre en fleksibel arbejdsmetode, hvor en ordre fejlfrit blev forberedt i to trin: Frugt og grønt blev plukket i en kasse om aftenen, og ordren blev kompletteret den følgende morgen med friske mejeriprodukter.
Plukkerne hos Aarstiderne bliver via et headset instrue-ret om, hvor produktet er placeret, hvilket produkt der skal plukkes, og den rette mængde til den enkelte ordre. Når frugtkassen er fyldt, giver plukkeren en stemmekommando via sit headset, hvorefter en faktura og en etikette bliver udskrevet.
Langt færre fejl
Valget hos Aarstiderne faldt på Vocollect som leverandør af stemmestyrings- systemet. Vocollect er verdens førende producent af stemmestyringssystemer til lagre, og systemet hos Aars- tiderne blev implementeret af Apport Systems i samarbejde med Psion Teklogix.For Aarstiderne har den nye teknologi hurtigt givet flere fordele. Således er antallet af fejlpluk reduceret fra 100 til omkring 25 om ugen, og samtidig er antallet af effektuerede ordrer steget med 30 procent.
Aarstiderne er blot ét ud af et voksende antal virksomheder i distributionsbranchen, som indfører stemmestyrede systemer til at håndtere de voksende lagre. I Danmark og i det øvrige Europa investerer virksomheder kraftigt i pick-to voice-løsninger.
Om få år vil stemmestyrede løsninger også være på vej ind i detailhandelen og i industrien, i første omgang i brancher som dagligvarer og modetøj. Det forudser Roger Byford, topchef i Vocollect og en af firmaets grundlæggere i 1987.
Stemmestyring i butikker
- Jeg ser allerede nu tegn på, at stemmestyret varehåndtering er på vej ind i butikkerne, hvor det kan anvendes både i butikslokalet og i butikkens lager. Mange butikker har samme udfordring som lagrene, nemlig at have overblik over, hvilke varer man har i butikken, og hvor de befinder sig, og det giver stemmestyret varehåndtering bedre mulighed for, når der er tale om store forretninger og varehuse, forklarede Roger Byford forleden på en konference i London om fremtidens effektive lager.Ifølge Gary Glessner, chef for Vocollect i Europa, er der to afgørende årsager til denne udvikling: Behovet for at minimere antallet af fejlplukninger på lagrene og behovet for at drive lagrene mere effektivt.
- Der er i dag et stort behov for at øge effektiviteten og ordrebehandlingen i lagrene uden at skulle øge antallet af medarbejdere eller udbygge lagrene. Mange lagre udnytter bygningerne fuldt ud, så det gælder om at få det samme antal lagermedarbejdere til at udføre flere ordrer på kortere tid – og samtidig lave færre fejl, forklarer han.
Stemmestyrede lager- systemer har i de seneste par år nået et prisniveau, som gør det interessant for distributører og store detailvirksomheder med egne lager at investere i dem.
Gary Glessner understreger dog, at stemmestyrede lagerløsninger ikke kun er forbeholdt de største aktører på markedet, men at også lagre med 10-15 ansatte med fordel kan anvende løsningerne.
- I en tid, hvor der ofte er ansatte af vidt forskellig nationalitet på lagrene, som ikke nødvendigvis har de store sprogkundskaber, er pick-to voice-løsninger praktiske, fordi de ikke kræver det store ordforråd og derfor er nemme at lære, forklarer han.
Øget sikkerhed er et voksende krav fra myndighederne, og med pick to voice- løsninger imødekommer lagrene det krav.
- Plukmedarbejderen har hænderne frie, da han hverken skal læse ordrerne på papir eller tjekke sin bærbare terminal hele tiden. Han har hænderne frie, og med øjnene skal han kun koncentrere sig om at køre trucken sikkert og korrekt, siger Gary Glessner.


