Renaults nyoprettede centrallager i Borås i Sverige betjener hele 400.000 nuværende Renault-ejere.
I samarbejde med DSV Solutions har Renault oprettet et helt nyt centrallager i Borås i Sverige. Opbygningen af lageret har taget bare otte måneder, hvilket er intet mindre end imponerende.
På lageret, der er omtrent 10.000 kvadratmeter stort, findes der ikke færre end 16.000 artikelnumre, og det er lageret i Borås, der skal forsyne Renaults 350 salgssteder og serviceværksteder i Norden med reservedele.
80 lastbillæs
For at forstå omfanget af reservedelslageret er det værd at bemærke, at det krævede 80 lastbiltransporter fra Frankrig med reservedele, før lageret var fyldt.
Nu fungerer lageret, og betjener hele Renault-netværket i Norden med reservedele. At det er effektivt understreges af, at en hasteordre på en reservedel, der kommer ind fra en forhandler senest kl. 16.00 den ene dag, leveres hos forhandleren senest næste morgen kl. 07.00. Forventningen er, at man fra lageret skal levere omtrent 4.600 reservedele pr. dag.
Central placering
»Grunden til at vi valgte DSV som underleverandør er, at virksomheden har stor erfaring, når det gælder omfattende lagerhåndtering. DSV arbejder jo allerede sammen med vores alliancepartner Nissan. Med hensyn til den geografiske placering af lageret i Borås skyldes det dets strategiske placering i nærheden af lufthavnen i Landvetter, samt at det ligger meget centralt i forhold til de nordiske lande. Det er en kompliceret og krævende process at opbygge et så stort lager, og hos Renault har man brugt omtrent 6.500 arbejdsdage på opbygningen,« siger direktør for Renault Nordic A/B Alain Margaritopol.
