I løbet af kun to år er antallet af stjålne lastbiler fordoblet.
Vognmænd landet over mister stadig flere lastbiler til tyveknægte, som stjæler hele lastvogne. På bare to år er der sket en fordobling i antallet af stjålne lastbiler, skriver JydskeVestkysten.
- Antallet af tyverier er steget voldsomt de seneste par år, siger konsulent Dorte Palmblad fra brancheorganisationen Pension og Forsikring.
I 2006 blev 43 lastbiler meldt stjålet, mens samme tal i 2008 var helt oppe på 80.
Og stigningen lader til at fortsætte. Hidtil i år er der allerede meldt 15 lastvogne savnet.
Sammen med Interpol finder organisationen frem til omtrent halvdelen af vogntogene, dog ikke nødvendigvis samme år, som de er blevet stjålet. Synderne bliver ofte grebet ved grænsen til Tyskland, når de er involveret i trafikuheld, eller fordi danske chauffører reagerer på de efterlysninger, som speditionsfirmaer sender ud.
En del af vognene lader også til at være ofre for organiseret kriminalitet.
- Meget få stjæler en trailer bare for at køre en tur. Hvis du stjæler en trailer, kræves der et sted at parkere den, et sted at male eller forandre den, og et sted at afsætte den. Og det kræver et vist niveau af organisering, siger Dorte Palmblad til avisen.
-ulha