Konkurrence. Totempo kaprer markedsandele fra de etablerede i branchen. Det er baggrunden for et nyt samarbejde mellem Dansk Autohjælp og D.A.F.
Bilejere er ifølge de to nye samarbejdspartnere mest trygge ved at få deres bil repareret hos deres eget værksted, hvis de pludselig havarerer og akut skal have bilen fragtet på værksted.
Det bliver nu muligt for de mange bilejere, der har købt deres bil hos en autoriseret forhandler under Danmarks Automobilforhandler Forening (D.A.F.).
Og det kommer ikke til at koste bilejerne noget på forhånd at være med i ordningen. Man skal kun betale transportomkostningen i tilfælde af havari.
Selve beredskabet hos værkstedet og hos Dansk Autohjælp vil være et led i værkstedets service.
D.A.F. har med virkning fra 1. oktober indgået en aftale med Dansk Autohjælp A/S, der ifølge administrerende direktør Preben Kjær hos D.A.F. vil vende op og ned på mange ting.
Et modtræk
- Hvis vore kunder er så uheldige at havarere, skal de blot kontakte deres værksted. Så rekvirerer de omgående vejhjælp og får bilen bragt til værkstedet. I ni ud af 10 tilfælde sker et havari i nærheden af, hvor man bor, men i de tilfælde, hvor man er langt hjemmefra, vurderer værkstedet, om skaden er så lille, at den kan laves på et autoriseret værksted i nærheden, eller om bilen skal hjem, fortæller Preben Kjær.
- Aftalen er et modtræk mod andre vejhjælpsabonnementer, hvor bilen fragtes til bestemte værksteder. Det er vigtigt for både bilejerne og os, at bilen kommer til det værksted, som har et enormt kendskab til den. Det er en ny måde at anskue tingene på, siger han.
Preben Kjær tilføjer, at D.A.F.-aftalen, der gælder i både ind- og udland, også må være en interessant nyhed for den million bilejere, som intet autohjælpsabonnement har.
D.A.F. har næsten 500 medlemmer, som beskæftiger ca. 15.000 medarbejdere og omsætter for ca. 45 mia. kr. om året.