Fuld skrue. Den førende båd i Volvo Ocean Race har sat ny verdensrekord i fart over 24 timer.
Verdens mest ekstreme kapsejlads, Volvo Ocean Race er mindre end tre uger gammel og allerede har den førende båd, Ericsson 4 sat verdensrekord for enkeltskrogede både.
Den forrige rekord blev sat af båden, Abn Amro TWO i sidste Volvo Ocean Race, men den rekord er nu slået af Ericsson 4 på vej mod første havneanløb i Cape Town.
På 24 timeres er det lykkedes at tilbagelægge 594,23 sømil svarende til knap 1100 km. Det betyder, at båden i gennemsnit har sejlet med over 45 km/t.
Under rekord-sejladsen har vinden været omkring 14 m/s og fra den rigtige retning til at båden kan plane maksimalt på bølgerne, der er op til otte meter høje.
Kapsejladsen har tre danskere ombord på de i alt otte både og blandt de internationale sponsorer er danske Thrane & Thrane, der står for at levere kommunikationsudstyr til kapsejladsen, der først slutter til næste sommer i Stk. Petersborg.
