Konsekvensen kan være fængselsstraf.
Det frister måske at tjene lidt hurtige penge ved at fifle med aktiekurserne. Men et par klik for mange foran computerskærmen fører nemt til en tur bag tremmer, skriver dagbladet Børsen.
Problemet er, at de private investorer ikke ved, hvor nemt det er at blive afsløret - og hvor hårdt, der bliver slået ned på kursmanipulation.
- Jeg tror desværre, at en del ikke er klar over, at noget, der umiddelbart ligner en nem fidus, giver rigtig hårde straffe og er nemt at opdage. De gør det, fordi de ikke ved, hvad risikoen er, siger Hanne Råe Larsen, der er kontorchef ved Finanstilsynets børskontor, som har ansvaret for overvågningen af børsmarkedet.
Samme konklusion når professor ved Københavns Universitet Jesper Lau Hansen og professor ved Århus Universitet Carsten Tanggaard frem til. De dømtes risikovillighed overrasker Carsten Tanggaard:
- »Det undrer mig, at de private investorer ofte ikke tænker over risikoen, for det er alment kendt, at en stor del er blevet taget for det. Beløbene, de kan tjene på det, er i øvrigt forholdsvist beskedne.
21 dømt for manipulation
Siden 1998 er 21 danskere dømt for kursmanipulation, og siden loven i 2005 blev opdateret gennem et EU-direktiv er flere domme afsagt. Langt de fleste dømte er private investorer.
Seneste tilfælde er fra sidste uge, da en 36-årig nordsjællandsk ejendomsmatador fik en måneds ubetinget fængsel for at manipulere med kursen på Max Bank-aktien og score en beskeden gevinst.
Andre private investorer har tillusket sig mellem 800 kr. og 10.000 kr.
Fængselsstraffen for kursmanipulation ligger for det meste på mellem 40 og 60 dages ubetinget fængsel. Umiddelbart er det en høj fængselsstraf i forhold til dansk retsstandard. Men svindlerbeløbet er ikke det vigtigste i netop denne type sager.
- Man er inde at ændre på nogle kurser, som betyder utrolig meget for samfundsøkonomien, og derfor er det altså en alvorlig sag. Der kan godt være nogle af de ikke-professionelle aktører, som simpelthen ikke har forstået, at samfundet ser alvorligt på kursmanipulation. Man kan sammenligne det lidt med drengestreger, hvor børnene lægger sten på togskinnerne for at se, om toget kan køre over dem. Det kan få alvorlige konsekvenser, siger Jesper Lau Hansen.