Toyota sælger mange Avensis'er. Et oplagt alternativ er dieselmodellen med automatgear og højeste udstyrsniveau. Så opleves bilen næsten som en Lexus.
Hvis du drømmer om en Lexus, men alligevel synes, at det er et forkert signal at sende til kunderne, ja så har Toyota en oplagt mulighed.
En Toyota Avensis med dieselmotor, automatgear og så meget luksus, at du blot behøver at lukke øjnene og forestille dig, at du kører Lexus.
Når bilen løber op i pris skyldes det, at vi her prøver modellen med det absolutte topudstyr.
Som Lexus
En sådan bil hedder Avensis T4 og med 150 dieselhestekræfter er prisen lige over 600.000 kroner, hvilket er noget nær det dobbelte af, hvad billigste Avensis kan leveres for.
I en tid hvor danskerne foretrækker kendte og solide mærker har Toyota haft kronede dage med den nye Avensis, der virkelig er blevet en storsælger.
Bilen er ikke specielt ophidsende på nogen punkter, men den er rigtig god i alle dis-cipliner og derfor tiltaler den mange, for kvaliteten kan der ikke sættes en finger på. Om der kan det på designet er en smagssag, men noget designmæssigt nytårsbrag er Avensis ikke efter min mening.
Med nydeligt læder på sæderne og xenon-lamper der følger vejen, når du drejer, samt elektrisk indstilling af rattet føler man sig virkelig hensat til en luksuriøs Lexus.
Motoren leveres faktisk også til Lexus IS200-serien, og den er stærk men måske ikke helt så støjsvag som de nyeste af konkurrenterne. Heldigvis er bilen fornemt støjdæmpet, så kun ved koldstart og i tomgang er der lidt diesellyd i kabinen.
Undervognen har god tyngde, og komforten er fin, idet kun skarpe huller trænger igennem, og på motorvej med kurs mod et møde i Jylland er bilen helt i sit es.
Stort set ingen støj
Maskinen høres stort set ikke takket være lave omdrejninger, og den sekstrins automatgearkasse skifter blødt, mens den aktive fartpilot holder afstanden til bilen i sporet foran.
Hvis man vil, kan man aktivere et system, der hjælper med at holde bilen inden for vejens hvide striber. I praksis er det ikke særlig meget bevendt, og man mærker tydeligt, at den slags systemer stadig er i deres begyndelsesfase.
Systemet bipper konstant, hvis man er for tæt på vejens striber, og man ender med at slå det fra, fordi det fornemmes unaturligt, når bilen selv styrer for at holde kursen.
Systemerne er en del af en aktiv sikkerhedspakke, der lægger over 46.000 kr. til bilens pris og det er ikke rigtig pengene værd.

