Den kendte vognmand, der var anden generation i transportfirmaet, tabte kampen til kræften
Den sønderjyske storvognmand Peter Fogtmann, anden generation i transportfirmaet Fogtmann Transport A/S i Tinglev, er død, skriver JydskeVestkysten.
Peter Fogtmann, der boede i Kollund, blev 64 år, har været syg af kræft gennem nogle år og tabte til sidst kampen..
Peter Fogtmann overtog i 1969 den daglige drift i firmaet efter sin far og overlod i 2001 direktørposten i firmaet til sønnen Klaus, mens han selv fortsatte som arbejdende bestyrelsesformand og mentor for sønnen helt frem til sin død.
Fogtmann Transport beskæftiger 60 chauffører og syv ansatte på kontor og har i øjeblikket meget travlt med først og fremmest med at køre sand til motorvejsbyggeriet mellem Kliplev og Sønderborg.
Peter Fogtmann var også aktiv i lokalpolitik - og gennem 24 år medlem af Tinglev Byråd - først for Fremskridtspartiet og senere for Det Konservative Folkeparti.