Ulovlige toner fra computeren er uden konsekvenser.
YouTube og Grooveshark. Du kender sikkert gratis og frit tilgængelige internettjenester som disse og ved, at du kan afspille et hvilket som helst musiknummer direkte fra nettet. Det kaldes at ‘streame’, men meget af den musik, du kan finde på få sekunder, er ulovlig i juridisk forstand.
Det har dog indtil videre ikke haft konsekvenser for danskere at høre ulovlig musik.
Hvorvidt musikken, du streamer, er lovlig eller ej, afhænger af, om rettighedshaverne har givet lov til, at det ligger på den pågældende side. Men det kan du ikke umiddelbart vide, skriver 24timer.
Roderiet skyldes, at streaming-tjenesterne og musikbranchen endnu ikke for alvor har slået pjalterne sammen, mener Martin Gormsen, vicedirektør i Koda, der repræsenterer sangskrivernes økonomiske interesser i Danmark.
Pladebranchen og kunstnerne har dog udvist, hvad Martin Gormsen beskriver som en stor, men ‘usystematisk’, interesse for de digitale streaming-tjenester:
- Musikbranchen udviser stadig større åbenhed over for musiktjenesterne, men situationen for internetmusik er kaotisk. Der er stadig ikke klarhed omkring vilkår, rettigheder og betaling endnu.
Hvis du ser en film eller hører et stykke musik på nettet, gemmes bidder af det i computerens hukommelse og på harddisken, mens det står på. Det er juridisk set det samme som piratkopiering, hvis musikken ikke er lovlig, fortæller Peter Schønning, advokat og leder af AntiPiratGruppen:
- Hvis materialet er lagt ulovligt op, så er det også ulovligt at se og høre det, fordi der bliver lagt midlertidige filer ned på computeren.
Grønt lys
For brugerne er der dog i praksis grønt lys for afspilning af ulovlig musik. Og Peter Schønning kender ikke til tilfælde af sagsanlæg mod danskere, der har streamet ulovligt materiale.
- Vi går primært efter dem, der udbyder indholdet. Brugerne er ikke vores fokus, siger han til avisen.
Clement Petersen, der forsker i håndhævelse af ophavsret ved Københavns Universitet, fortæller hvorfor:
- Det er utroligt vanskeligt og omkostningsfuldt at bevise, hvem der streamer. Og det skal kunne bevises, at den, der streamer, har handlet forsætligt eller groft uagtsomt, hvis han eller hun skal idømmes en straf. Derfor skal der rigtig meget til, for at man kan blive straffet for at streame ulovligt materiale fra en side som YouTube. Og i praksis vil rettighedshaverne aldrig gå efter dem, der streamer.
Blandt juridiske eksperter er der enighed om, at det er næsten umuligt at få gjort kål på den ulovlige musik.
- Reglerne er sådan nu, at der ikke skal holdes øje med de streaming-tjenester – som for eksempel YouTube – hvor brugerne uploader indhold. De skal bare fjerne materialet, hvis rettighedshaverne gør dem opmærksom på, at det er ulovligt. Og det er i praksis umuligt at stoppe ulovlig uploading. For hvis én version af et nummer fjernes, kan en anden bruger bare lægge det samme nummer op i en ny version, siger Clement Petersen.
Fjerner ulovlig musik
YouTube har dog installeret en søgerobot, der skulle sørge for at fjerne materiale, som, rettighedshaverne har gjort opmærksom på, er ulovligt. Men prøv selv at indtaste et musiknummer på YouTube, og se, om det ikke dukker op.
- Hvis man ligefrem skal lukke en server, kommer der sagsomkostninger ind i billedet. Derefter kan man så konstatere, at der er en anden server et andet sted – formentlig i et andet land – der har det samme materiale liggende. Og så kan man starte forfra med nye sags¬omkostninger, siger Clement Petersen om servere, der kun har piratmateriale liggende.
Han er ikke den eneste juridiske ekspert, der mener, at musikbranchen er magtesløs i forhold til at aflive ulovlig musik.
- Man kan ikke komme ulovlig streaming og download til livs via forbud. Og det er i praksis umuligt at håndhæve det nuværende forbud, fortæller Morten Rosenmeier, professor i ophavsret ved Københavns Universitet.
Henrik Udsen, professor i IT-ret ved Københavns Universitet, bakker op:
- Jeg tror ikke på, at man kan komme ulovlig streaming til livs. Man kan finde, hvad man vil, på nettet, og det tror jeg, man vil blive ved med at kunne.