Tyske Loewe går efter de kunder, der ikke vil ofre, hvad et fjernsyn fra B&O koster. Nyt fjernsyn satser på kunder, der også vægter lyden højt.
Tyske Loewe tager stille og roligt markedsandele fra danske B&O. Det er sket de senere år på flere europæiske markeder, hvor Loewe står stærkt hos kunder, der gerne vil have designer-produkter kombineret med avanceret teknik, men som ikke kan eller vil betale B&O-priser.
Loewes markedsføring har fokuseret på TV-produkterne, men nu ændrer den danske importør fokus hen mod at gøre de potentielle kunder opmærksom på, at Loewe også tilbyder god lyd i produkterne.
- B&O er meget stærke på lyd, men nu vil vi vise, at det mestrer Loewe også, så derfor har lyden fået et centralt fokus i vores ny serie af fjernsyn, siger Michael Brandi, Nordic Brand Manager, hos importøren af Loewe, Kjaerulff 1 Development A/S.
Omkring 40 procent af den danske omsætning hos Loewe ligger på TV-serien, Individual, der nu kommer i en ny version.
Individual serien lanceres i fire skærmstørrelser på hhv. 32, 40, 46 og 55 tommer, og er mere end blot tv. Hele serien er nemlig modul-opbygget, så kunder selv kan vælge, hvor meget man vi gøre ud af lyden.
Alle tv-modeller i serien er udstyret med LED-backlight, og kan leveres med kontrastglas på fronten og der er frit valg mellem 200 eller 400 Hz-modeller fra 40 tommer og opefter. Nyt er også, at man kan optage HD-udsendelser og afspille dem fuldkomment tabsfrit på Individual-serien.
På lydsiden er der en række muligheder fra helt enkel stereo over 3.1 (stereo plus sub) , 5.1 og helt op til digital 7.1-surroundlyd, bl.a. med en ny Loewe Individual Sound Projector SL.
Bag navnet gemmer sig en slankt kabinet, der kobles fast under skærmen og som via 40 små retningsbestemte højttalere samt to bashøjttalere giver surroundlyd uden behov for ekstra højttalere i rummet. Individual Sound Projector SL fokuserer lyden og anvender væggene i stuen som reflekterende overflader til at skabe ægte 5.1 surroundlyd.
Prisen er ca. 18.000 for lydsystemet og selve Individual-fjernsynet koster fra ca. 26.000 kr. i 40¹¹ med 200 HZ teknik.
