Leasing. Leasing til private er nyt i Danmark. Men danskerne har taget konceptet til sig og flere og flere leaser nu deres private bil.
De har gjort det i udlandet i masser af år. Leaset biler ud i stor stil til private kunder og nu har trenden også ramt Danmark, hvor vi ellers har været meget konservative omkring det at eje sin bil. Men danskernes købemønster er ændret i retning af at lease frem for at eje præcis som man har oplevet i USA, England og Tyskland. Her leaser op mod 80 procent af befolkningen deres privatbil.
Når danskerne har tøvet i mange år, hænger det uløseligt sammen med, at der ikke for private er fradrag for momsen men også usikkerheden omkring hvad der sker, hvis man pludselig vil ud af leasingkontrakten, har afholdt mange. Men nu er der prikket hul på fordommene omkring leasing til private og antallet af leasingaftaler med helt almindelige mennesker stiger støt. En rundringning til de store bilimportører viser, at interesse fra kunderne er eksploderet de senere måneder.
- Vi forsøgte med leasing til private for to år siden, men danskerne var ikke parate. Det er de nu, hvor vi næsten ikke kan følge med efterspørgslen. Knap 40 procent af vores salg er nu leasing til private, siger adm.dir Jannik Friis, BMW Danmark A/S. Han forklarer, at det endnu kun er på et begrænset antal modeller, hvor der bliver givet en specielt god pris. Det er bl.a modellerne 318i, 318d og 520d. Til næste år ventes antallet af attraktive leasing-modeller udvidet.
Vækst drevet af private
- Vores vækst i salget er ganske enkelt drevet af de private kunder, der hellere vil lease frem for at købe. I år når vi op på at lease 1000 BMW'er ud til private kunder, forklarer BMW-direktøren. Hos Toyota har man også haft privat-leasing det seneste halve år og også her er interessen støt stigende.
- Vi får hele tiden forespørgsler fra private og det betyder, at vi i år når op på at lease omkring 300 biler ud til private og til næste år forventer jeg en vækst på mellem 20 og 30 procent, forklarer adm.dir Frank Pedersen fra Toyota Financial Services Danmark A/S. Når private danske kunder nu leaser biler er det fordi det er let og fordi man kan skifte til den nyeste model hurtigere uden at stå tilbage med den store ubekendte i det at være bilejer, nemlig størrelsen på værditabet.
BMWs hårdeste konkurrent på det danske marked, Audi kan foreløbig kun se til, mens den fabriksejede BMW-importør kaprer kunder fra Audi ved at tilbyde leasing til private. Endnu har den danske Audi-importør ikke taget stilling til, om man skal tilbyde leasing til private.
Den ansvarlige hos Skandinavisk Motor Co A/S, salgschef Klaus Frøkjær siger: - Vi overvejer det seriøst. Det er en spændende salgskanal, men der er stadig visse gråzoner, som vi skal have afklaret inden vi tager stilling til, om det er et produkt, som vi vil tilbyde.
