Efter at have ventet to år på en hjemmeside med overblik over innovationstilbud fra Videnskabsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet har erhvervslivet nu selv en portal klar.
Regionerne, staten eller måske EU? Der er talrige muligheder for virksomheder til at få hjælp til innovation. Til gengæld er innovationsjunglen så snørklet og tæt, at mange virksomheder ikke opdager mulighederne.
Derfor har erhvervsorganisationen Dansk Erhverv nu samlet mellem 120 og 130 ordninger, netværk og platforme på samme hjemmeside.
For to år siden vedtog Videnskabsministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og andre ministerier at oprette en samlet innovationsportal, men endnu er den ikke kommet op at stå. Derfor fortsætter forvirringen ude i virksomhederne.
- Alt for mange af vores medlemsvirksomheder kan ikke finde ud af at komme ind til det offentlige innovationssystem. Der er en hulens masse ordninger, som står listet på de forskellige myndigheders hjemmesider, og de forskellige myndigheder forsøger at overgå hinanden. Så det er svært at finde rundt i, forklarer Christian Ohm, chefkonsulent i Dansk Erhverv.
Det danske innovationssystem anslås at indeholde godt 3,7 milliarder kroner. Alligevel er Danmark gledet ned på en femteplads blandt EU-landene målt på innovation. Det viste en undersøgelse fra det såkaldte European Innovation Scoreboard for nylig.
Én fælles indgang
Det er håbet fra Dansk Erhverv, at man i Danmark kan lave en løsning, som ligner virk.dk. Her lettes virksomhederne for en stor portion administrative byrde ved at have én fælles indgang til det offentlige system.
Erhvervsorganisationen mener dog ikke, at man modarbejder ministerierne ved nu at offentliggøre sin egen innovationshjemmeside.
- Man kan ikke blive ved med at sidde på hænderne. Derfor gælder det om at komme ud over stepperne og vise, at det kan lade sig gøre at skabe en innovationsportal, siger Christian Ohm.
Gå selv på opdagelse i innovationsportalen her.

