Ny finansskat i EU kan give bagslag
Tirsdag den 7. september 2010, 07:33
Forslag om at indføre en såkaldt tobinskat på europæisk plan. Skatten skal især slå ned på kortsigtet valutaspekulation
Bankerne og finanssektoren satte den globale finanskrise i gang og sugede derefter milliarder til sig i statslige hjælpepakker. Derfor skal bankerne og finansinstitutionerne også være med til at betale for at få de slunkne europæiske statskasser tilbage på ret køl.
Sådan er tanken bag et forslag med støtte fra store EU-lande som Tyskland og Frankrig om at indføre en såkaldt tobinskat på europæisk plan. Skatten skal især slå ned på kortsigtet valutaspekulation ved at indføre en lille procentmæssig afgift på alle finansielle transaktioner.
Men det er langt fra uden problemer at forsøge at hente milliarder af euro med indførslen af en tobinskat, advarer EU-Kommissionen i en ny rapport forud for et EU-finansministermøde tirsdag.
- I betragtning af kompleksiteten af nogle finansielle transaktioner kan der være betydelige utilsigtede virkninger, skriver kommissionen.
Ifølge EU-Kommissionen kan indførslen af en sådan finansskat nemlig ende med at føre til både mere skattesnyd, øgede administrative udgifter, og at flere finansielle virksomheder flygter til skattely som Schweiz. Derfor kan den største regning ende hos små virksomheder og forbrugerne, advarer kommissionen.
Der er ellers potentielt store indtjeninger at hente ved en skat på finansielle transaktioner. Kommissionens rapport henviser blandt andet til en østrigsk undersøgelse baseret på data fra 2006, der viser, at en tobinskat på 0,1 procent vil kunne indbringe helt op til 2770 milliarder kroner på europæisk plan.
Men kommissionen advarer samtidig om, at risikoen for massiv udflytning af transaktionerne gør, at ethvert forsøg på at estimere indtjeningen ved en sådan skat "bør tolkes med stor forsigtighed".
Heller ikke den danske regering har tænkt sig at bakke op om en europæisk tobinskat, medmindre det lykkes for EU at få budskabet ført frem på globalt plan.
- Vi er meget skeptiske - for at sige det mildt - overfor det her, siger finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), der især er bekymret over udsigten til, at transaktionerne bare flytter i skattely uden for EU.
- Jeg tror, alle er enige om, at hvis alle var forpligtede til det her, så var det en rigtig god idé. Men det er nok ikke en rigtig god idé, hvis der er nogen, der ikke forpligter sig, fortsætter han.
EU har tidligere uden held forsøgt at få tobinskatten med i en global aftale om nye spilleregler på finansmarkederne. Men Frankrig har bebudet, at der vil komme et nyt forsøg, når franskmændene næste år overtager formandskabet i G20. /ritzau/
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )