IMF: Danmark kan klare ny krise
Fredag den 3. september 2010, 08:31
Danmark er et af de - kun ganske få - industrilande, der har tilstrækkeligt finansielt råderum til at kunne imødegå en ny økonomisk krise.
Danmark er et af de - kun ganske få - industrilande, der har tilstrækkeligt finansielt råderum til at kunne imødegå en ny økonomisk krise. Det skriver Jyllands-Posten på baggrund af en analyse fra økonomer i Den Internationale Valutafond (IMF).
Kommer verdensøkonomien tilbage i en recession, det såkaldte "dobbeltdyk", vil regeringerne i langt de fleste industrilande ikke kunne foretage nogle modtræk, da den offentlig gæld allerede er alt for stor. Og køberne af statsobligationer har mistet tilliden til de mange løfter om de vil nedbringe gælden indenfor en overskuelig årrække.
Danmark ventes af have en offentlig bruttogæld i pct. af bruttonationalproduktet (BNP) på knap 50 pct. i 2015. Stort set det samme som i 2009. Kun vores naboland Sverige, Sydkorea, New Zealand og Australien ventes til den tid at ligge lavere, mens lande som Japan, Grækenland og USA alle vil ligge over 100 pct. Japan ventes i 2015 at ligge i top med 250 pct., Grækenland på 158 pct. og USA på 109 pct.
IMF anser det dog for usandsynligt, at selv de mest gældsplagede industrilande ender med at gå i betalingsstandsning - statsbankerot - og gennemføre en gældssanering.
(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )