Nyt koncept: Pop-up butikker
Af Kim Dahl Nielsen, Onsdag den 28. juli 2010, 15:01
Nu får butikker muligheden får at flytte ind i ledige lokaler i alt fra få dage til få uger. Blockbuster tester det nye koncept i storcentre.
Danmark største centeroperatør, Steen & Strøm, er klar med et nyt koncept, de såkaldte pop-up butikker, som skal aktivere ledige lejemål i blandt andet landets storcentre, fortæller firmaet i en udsendt pressemeddelelse.
I et samarbejde med Blockbuster åbner og tester shoppingcentrene Field’s og Kolding Storcenter i øjeblikket de såkaldte pop-up butikker. Et koncept, hvor en virksomhed eller et brand flytter ind et ledigt lokale i alt fra få dage til flere uger.
- Ledige lejemål skaber ingen værdi for hverken kunder eller os. Derfor har vi tænkt på nye måder at aktivere lokalerne på. Fra udlandet fandt vi inspiration i de mange pop-up butikker, hvor konceptet er at slå sig ned i et ledigt lejemål i en afgrænset periode, siger Christian Koldbech, salgsdirektør i Steen & Strøm Media Partner.
Fænomenet er, som så meget andet, mest kendt fra USA, men i både Norge og Sverige har forskellige brands haft succes med at slå sig ned i en pop-up butik. De første pop-up butikker bliver med et Blockbuster koncept som testpilot. Der bliver ikke tale om udlejning af film, men om et rendyrket salgskoncept, hvor film, spil og tilbehør kun kan købes
- Pop-up tankegangen er fremsynet og helt klart et koncept, som vi gerne vil teste. Det giver os en god mulighed for at vurdere, om der er et marked for rent salg som supplement til vores nuværende koncept, som forbrugerne kender det fra landets 70 traditionelle Blockbuster-butikker, siger Michael Raffnsøe, kommerciel ansvarlig hos Blockbuster Danmark A/S, i den udsendte pressemeddelelse.
De to Blockbuster pop-up butikker i Field’s og Kolding Storcenter kan besøges frem til og med den 22. august. Men dermed er det sikkert ikke slut:
- Jeg er overbevist om, at vi vil se flere spændende pop-up koncepter dukke op i vores centerportefølje, siger Christian Koldbech fra Steen & Strøm Media Partner.