Virksomhedens værdier viser sig i arbejdstøjet

Af Martin Pedersen, Tirsdag den 9. februar 2010, 09:47

Nutidens håndværkere stiller store krav til arbejdstøjet, og virksomhederne benytter i stigende grad »uniformen« til at signalere værdier over for potentielle kunder.

Fra først og fremmest at være slidstærkt tøj, der gerne må blive beskidt, er arbejdstøj blevet beklædningsgenstande, som i høj grad designes på linje med fritidstøj. Udover at kunne holde, skal tøjet nu også udstråle, hvilke værdier arbejderen lægger i sit job.

Den udvikling opleves på første hånd i virksomheden Jysk Erhvervsbeklædning, der leverer arbejdstøj til stort set alle brancher, og selv om kravene selvfølgelig varierer alt efter, om tøjet skal bæres af en lastbilchauffør, en bager eller en tømrersvend, så oplever direktøren nogle helt klare fællestræk i de krav, der stilles. Både fra de enkelte ansatte og fra de virksomheder, de arbejder for.

- Der er meget mere fokus på det signal, man sender. I begyndelsen handlede det primært om slidstyrken, men nu er det faktisk ret avanceret. Hvor man både eksperimenterer med metervaren, med farvesammensætning, og med udformningen af forskellige lommer, siger Viggo Krath Christensen.

Prestige i håndværk

Direktøren, som har beskæftiget sig med salg af arbejdstøj siden 1988, fortæller, at der er sket en markant udvikling på området.

Blandt andet mener han, at det er blevet mere prestigefyldt at være rigtig håndværker, og den prestige skal tøjet udstråle.

- Selv om funktionaliteten stadig er central, vil nutidens håndværkere også gerne se godt ud. Det handler meget om, at sende et signal om, at man er professionel, siger Viggo Krath Christensen.

Han fremhæver, at tendensen til at gå efter moderne farver og snit er tydeligst blandt de unge mennesker, der er på vej ind i branchen. For alle gælder det dog, at brugerens komfort er kommet i højsædet.

- Pasformen er kommet til at betyde rigtigt meget, og det er nok kommet for at blive. Tag for eksempel sikkerhedssko, der før var store stive kasser med stål i bunden. Nu er der næsten ingen forskel på komforten i arbejdssko og fritidssko, siger han.

Farver gav vækst

Også ejerleder Michael Grosbøl fra den Silkeborgbaserede arbejdstøjsproducent Mascot beretter om øgede krav til arbejdstøjets udseende. Mascot producerer i østen - blandt andet på egen fabrik i Vietnam - men udviklingsafdelingen ligger i Danmark.

Det er her hemmeligheden bag virksomhedens store vækst med gennemsnitligt 20 procent de seneste 17 år ligger.

- I 1990'erne lancerede vi tofarvet arbejdstøj med fokus på en masse designmæssige detaljer, og det var vi blandt de første, der tænkte i. Og det lykkedes vi med, siger direktøren.

Han fremhæver en stigende tendens til, at brugerne kræver mere og mere af deres arbejdsudstyr. Det er ikke længere nok, at tøj og udstyr er funktionelt.

- I dag skal arbejdstøj være med til at udstråle noget individuelt om personen, der bærer det. Brugeren vil se stilfuld ud, når det kommer til udseendet, og udstyret skal derfor også passe sammen, lyder det fra ejerlederen, der sidste år lancerede produktion af sikkerhedssko for netop at kunne levere udstyr, der passer sammen fra top til tå.

Tydeligt og samlet

Selv om udseendet sammen med kvaliteten således har fået stigende indflydelse, handler det dog i sidste ende om et arbejde, der skal udføres. De håndværker,e ErhvervsBladet.dk har talt med, peger da også på slidstyrken, muligheden for at bevæge armene samt - ikke mindst på denne årstid - evnen til at holde varmen som de vigtigste kvaliteter ved erhvervsbeklædning. Byggegiganten MT Højgaard tilføjer dog et par dimensioner.

Her lægger en arbejdsgruppe netop nu sidste hånd på en ny politik på området, der indebærer at alle virksomhedens mellem 1.000 og 1.500 håndværkere får nyt tøj i løbet af foråret.

Der er dybest set to grunde til at virksomheden nu skifter tøj.

- Først og fremmest forsøger vi at højne sikkerheden for vores medarbejdere ved at benytte nogle klare farver, og derudover handler det om, at vi klart vil udstråle, at vi er én samlet virksomhed, lige gyldigt hvor i landet vi arbejder, forklarer marketingkonsulent i MT Højgaard Maria Ellegaard Zneider.

Ingen farvekoder

Hun fortæller, at virksomhedens medarbejdere hidtil har båret tøj i farver, som viser hvilken faggruppe og landsdel de tilhører. Det gør den store byggevirksomhed nu op med.

- Vi har haft Kansas med på råd i forhold til designet, og har prøvet at finde et design og nogle farver, som alle faggrupperne så at sige kan bo i, siger hun.

Hun forklarer, at sikkerhedsaspektet langt hen ad vejen har styret udviklingen af de nye klæder med orange, gule og grønne farver indarbejdet. Set med marketingsbriller indebærer tøjskiftet dog også muligheder.

- Det er vigtigt for os, at man kan se at tøjet er kvalitet. Det er med til at fortælle vores nuværende og potentielle kunder, at vi er en seriøs virksomhed, siger Maria Ellegaard Zneider.