EU vil afskaffe omdiskuteret byrde

Af Andrea Luth, Mandag den 8. februar 2010, 09:42

EU-kommissionen arbejder på et forslag, der vil gøre det administrative arbejde i virksomheder lettere.

Små virksomheder skal, hvis det står til EU-kommissionen, ikke længere skrive arbejdspladsvurderinger (APV’er) ned på papir.

Det skriver Ugebrevet A4 i dag.

Det koster virksomhederne alt for mange penge at lave APV’er på skrift, og arbejdstilsynets kontrolbesøg tager for lang tid, mener EU-kommissionen, der vil skære kraftigt ned på det administrative arbejde i erhvervslivet.

Fagforeningerne er ikke tilfredse

Forslaget vækker forargelse hos fagforeninger, der frygter, at forslaget vil skade arbejdsmiljøet for millioner af europæiske lønmodtagere.

- Jeg kan ikke få ind i mit hoved, at det skulle være til besvær at beskytte sine ansatte og sørge for et ordentligt arbejdsmiljø, siger Ejner K. Holst, politisk sekretær i LO med ansvar for arbejdsmiljø og sundhed til Ugebrevet A4.

Hos Dansk Arbejdsgiverforening har underdirektør Thomas Philbert Nielsen mere sympati for arbejdet med at få mindre papirnusseri i de små virksomheder:

- Vi skal naturligvis ikke forringe arbejdsmiljøet for at spare penge, men man er nødt til at kigge på, om der på dette område findes overflødigt bureaukrati, som unødigt koster virksomhederne penge og hæmmer konkurrenceevnen, siger han til Ugebrevet A4.

Forslaget om at afskaffe den skriftlige APV er en del af en plan fra 2007 om at mindske virksomheders udgifter til administration med 25 procent i 2012.