Aller taber stort på sundhedsportal

Af Kim Dahl Nielsen, Tirsdag den 2. februar 2010, 09:10

Aller-koncernen tabte sidste år 2,7 millioner kroner på E-Doktor.dk, som koncernen ellers har betalt hele 28 millioner kroner for.

Foreløbig har købet af anpartsselskabet E-Doktor.dk, der blandt andet driver SlankeDoktor.dk, været et dyrt bekendtskab for Aller-koncernen.

Det netop udsendte regnskab for 2008/2009 viser, at Aller-koncernen har tabt 2,7 millioner kroner på selskabet det forgangne regnskabsår mod et overskud på 1,6 millioner kroner året før.

Dermed kan de to fynske iværksættere, Carl J. Brandt og Rune Bech, der stiftede firmaet i sin tid, glæde sig over handelen, da de ifølge Fyens Stiftstidende i 2008 tjente 28 millioner kroner på at sælge den succesrige portal til Aller Press.

I 2008 herskede der ellers total begejstring, da Aller Press glædede sig over, at slanke-portalen ville styrke Allers i forvejen voksende onlineportefølje.

- SlankeDoktor.dk giver os gode muligheder for at tilbyde nuværende og kommende kunder en bred vifte af nye tilbud. Med SlankeDoktor.dk kan vi bygge bro mellem vores magasiner og vores onlinetilbud. SlankeDoktor.dk bliver en del af vores onlinetilbud, der skal supplere bladenes underholdning og inspiration med internettets muligheder for at komme i dialog med andre læsere, netshoppe og få personlig råd og vejledning, sagde Jesper Ulsø, direktør for Special Media i Aller, i 2008 om selskabet.

Og optimismen bevares stadigvæk trods det dårlige årsregnskab, der betyder, at firmaet har tabt sin egenkapital. I årsregnskabets beretning forsikres det dog, at Aller-koncernen nok skal dække alle kreditorer, lige som den tabte egenkapital bliver genetableret med penge fra moderkoncernen. Ja, faktisk betegnes regnskabet trods underskuddet som tilfredsttillende.

- Regnskabet anses for tilfredsstillende, idet resultatet er stærk præget af omstruktureringsomkostninger, skriver selskabet i beretningen og tilføjer:

- Selskabets forventning til det kommende år er et positivt resultat. Der er udviklet en række platforme, som vil give selskabet en forbedret stilling over for kunder og markeder, skriver ledelsen i beretningen.

Det var i går ikke muligt at få en kommentar til årsregnskabet fra firmaets direktør, Jesper Ulsø.