Malermestre underløbes
Af Carsten Steno, Mandag den 1. februar 2010, 16:04
Arbejdsgiverorganisation opfordrer til selvjustits i forhold til udenlandske virksomheder, der arbejder med østeuropæisk arbejdskraft.
Danske Malermestre, der i mange sammenhænge arbejder tæt sammen med fagbevægelsen, mener, at for mange entrepriser i praksis bliver givet til at udenlandske virksomheder, der ansætter billig østeuropæisk arbejdskraft.
Danske Malermestre har selv krævet øget offentlig kontrol, men mener også, at branchen kan udvise større selvjustits.
- Det typiske billede er, at en opgave gives videre til en underentreprenør, der giver den videre til endnu en underentreprenør, og mange gange er det først ude i tredje eller fjerde led, at opgaven overlades til virksomheder, hvor man kan have mistanke om, at tingene ikke foregår helt efter bogen, siger Danske Malermestres formand, Glenn Larsen.
- Der er tale om arme og ben virksomheder, hvor en 20-30 enearbejdende selvstændige arbejder sammen på samme opgave, eller virksomheder, hvor man ser stort på arbejdsmiljøregler eller danske overenskomster, tilføjer han.
"Hvis ikke vi i byggeriet skal ende med at save den gren over vi selv sidder på, er det helt afgørende, at vi står sammen om at sikre, at byggeriet forbliver en branche, hvor der er ordnede forhold", siger han. cs