Dagens aktietip -tirsdag

Af Bruno Japp, bruno@aktieugebrevet.dk, Tirsdag den 9. juni 2009, 10:00

Revolution i Greentech.

Greentech Energy Systems har været gennem en højdramatisk periode, som har ændret selskabet fra at være tæt på betalingsstandsning til at stå med store muligheder for at blive en pengemaskine.

Dels kom en aftale med det store franske energiselskab EDF Energies Nouvelles i hus, og dels blev hele Greentechs bestyrelse på generalforsamlingen udskiftet ved noget, der ligner en paladsrevolution. Store danske investorer, herunder Small Cap Danmark og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, har nu sat sig på selskabet, hvorved der en gang for alle er blevet gjort op med den tidligere noget kulørte ejerkreds af private investorer.

Samlet set betyder disse omvæltninger, at Greentech i dag er et markant anderledes selskab. Meget tyder på, at EDF vil benytte sig af aftalens købsoptioner til at overtage halvdelen af de kommende projekter. Det vil dels sikre Greentech en betydelig finansiel præmie, som udløses, når EDF udnytter optionerne. Og dels vil det sikre Greentech ekstern finansiering til en billig rente, da EDF vil have stærk interesse i, at Greentech har adgang til den nødvendige finansiering.

Endvidere vil de nære forbindelser mellem den franske statsbank Natixis og statsejede EDF antageligt sikre Greentech attraktive lånerenter på kommende projektfinansiering.

EDF kan anvende Greentech som brohoved i en europæisk ekspansion indenfor vindmøller, hvorved EDF vil presse på for at øge ekspansionshastigheden i Greentech.

Afslutningsvis har salget af Monte Grighine projektet vist, at de bogførte værdier i Greentech er intakte. Når det går op for markedet, hvad den kommende pipeline vil betyde for cash flow fra driften i løbet af 1-2 år vil det presse kursen op. Aktien er antageligt blevet holdt nede på det seneste af tvangsudsalg fra blandt andet Capinordic og UBS, der har stået for ca. halvdelen af det samlede nettosalg den seneste måned.

Aktieugebrevet