Guide til Facebook-politik
Af Annette Sand , Mandag den 8. juni 2009, 07:18
Udarbejd en politik for hvordan og hvor meget de ansatte må bruge det sociale website Facebook.
Tag udgangspunkt i virksomheden værdier – og lad dem være afsæt til, hvilken brugeradfærd virksomheden ønsker at medarbejderne skal have på Facebook.
Det er vigtigt at have en dialog med medarbejderne, så der ikke blot bliver trukket regler ned over hovedet på dem, som de ofte let kan bryde, hvis de virkelig vil. Lav eventuelt en lille pilotundersøgelse i virksomheden, hvor du spørger dine medarbejdere, hvor meget tid de bruger på Facebook, hvad de bruger mediet til, og hvordan de tror, det kan gøre en forskel for virksomhed. Og tag udgangspunkt her.
Virksomheden bør tage stilling til en række punkter, hvis de vælger at tillade medarbejderne at bruge Facebook i arbejdstiden:
Tidsforbruget – fordi det kan gå ud over produktionen og i øvrigt skabe splid mellem medarbejdere, hvis nogle bruger uforholdsmæssigt meget tid på Facebook.
Sikkerhedsspørgsmål – fordi det kan udsætte virksomheden it-systemer for risici, hvis medarbejderne vælger at downloade fra Facebook.
Kommunikationen – fordi det afspejler sig på virksomheden, når brugere af Facebook snakker løs om, hvad der sker i virksomheden.
Undervisning af medarbejderne er en god ide, fordi mange brugere af Facebook faktisk ikke ved, hvordan de opsætter deres brugerprofiler, så de beskytter bestemte data.
Som udgangspunkt er en profil indstillet helt åben, så brugerne skal selv ind og begrænse andre brugere adgang til informationer, billeder mm.
Det er vigtigt, at dialogen om en Facebook-politik i virksomheden ikke bliver et skræmmebillede for medarbejderne. Der findes endnu få danske eksempler på Facebook-skandaler ud over personer, som er blevet afsløret i at pjække fra arbejdet, fordi de har skrevet på Facebook, at de laver noget helt andet end at ligge syg under dynen, som de ellers har meldt ind til arbejdspladsen.