ConSet fornemmer optimisme

Af Jonny Carstensen, jc@erhvervsbladet.dk, Onsdag den 3. juni 2009, 10:30

Succesrig vestjysk leverandør af først og fremmest hæve-sænkeborde er også blevet strejfet af krisen, men skimter allerede nu de første tegn på en vending.

Det seneste halve år har den vestjyske leverandør af prisbillige hæve-sænkeborde, ConSet A/S i Skjern, deltaget i to internationale messer i Køln, og der har været himmelvid forskel på stemningen.

I oktober oplevede vestjyderne en meget pessimistisk stemning. Krisen var for alvor blevet det altdominerende samtaleemne.

Anderledes var det midt i maj, da ConSet igen stillede op i Køln ved en underleverandørmesse. Stemningen var anderledes positiv og optimistisk, og det tolker direktør Michael Overgaard, ConSet, som et af de første spæde tegn på, at det igen vil begynde at gå fremad. Om et par uger deltager virksomheden så endnu i en stor kontormøbelmesse, Neocon i Chicago, og den messe er der store forventninger til i Skjern. Faktisk nævner direktøren USA som et af de markeder, hvor virksomhedens kontaktpersoner sporer de stærkeste tegn på en vending til det mere positive.

USA er et relativt nyt marked for ConSet, der efterhånden afsætter sine produkter i det meste af verden. Eksportandelen bevæger sig omkring de 50 procent.

Trods den generelle, stærke fokusering på krisen og dens konsekvenser hører det med til historien, at ConSet i regnskabsåret 2008/09 kunne fremlægge endnu et fantastisk resultat med rekord på bundlinjen. Tilmed er regnskabet for første gang uden aktiviteterne i selskabet VenSet, der i dag er løftet ud af ConSet.

Designer og udvikler

VenSets hovedprodukter er fladskærmlifte og vindues-åbnere. Selv om disse aktiviteter ikke længere er en del af ConSet er det lykkedes 15 medarbejdere i virksomheden at præstere et overskud på næsten 11 mio. kr. før skat.

Den begrænsede medarbejderstab er resultatet af en meget konsekvent satsning på komponentleverandører i Kina, Tyskland og til dels de baltiske lande. Den ni år gamle Skjern-virksomhed designer og udvikler alle produkterne, men har siden starten udelukkende benyttet underleverandører til produktionen.

Nyheder på messer

Hæve-sænkebordene til nærmarkederne leveres normalt fra Skjern, men ConSet er selv underleverandør i den forstand, at en stor del af omsætningen hidrører fra salg af bordstel til importører, grossister og producenter inden for kontorinventar i det meste af verden. Kunderne forsyner så stellene med bordplader. Ad den vej er transportomkostningerne minimeret, samtidig med at man i Skjern slipper for at tænke på forskellene i indretningskultur fra marked til marked.

Den konsekvente sourcing-strategi har været et af nøglepunkterne i ConSets succes. En anden har været en kaskade af nye produktserier. Der er vel at mærke tale om en produktudvikling, der i høj grad er modulariseret, så ConSet kan udvikle nye produkter baseret på standardkomponenter.

På de seneste to messer i Køln har virksomheden haft adskillige nyheder på programmet. Der er typisk tale om funktionsforbedringer af tidligere modeller baseret på kundernes løbende tilbagemeldinger.

Selv om krisen fortsat er nærværende, ser Michael Overgaard ganske optimistisk på fremtiden.

- 2008/09 var sådan et mærkeligt år, der begyndte godt og sluttede skidt. Jeg tror og håber, det kommer til at gå omvendt i indeværende regnskabsår med en skidt start og en god slutning. Vi har i hvert fald rustet os og er klar med en række produktlanceringer hen over året. Vi har sparet op gennem en række år og kan derfor holde fuld damp på produktudviklingen, så vi kan møde kundernes behov med de rigtige produkter uden at skulle bekymre os om likviditeten, siger han.

Skjern-virksomhedens modularitets-tankegang i produktudviklingen har en parallel på markedsføringen. ConSet, der efterhånden har startet en lang række af nye markeder op, har nærmest en færdig pakke med markedsføringsmateriale, hjemmeside, og hvad der nu skal til for at starte i et nyt marked.

- Naturligvis skal tingene tilpasses det enkelte marked, men grundkomponenterne og erfaringen har vi, tilføjer Michael Overgaard, der ikke lægger skjul på, at han er glad og stolt over de senere års resultater i Skjern.

Han var selv med til at stifte virksomheden sammen med to andre iværksættere, Gert Lassen og Jesper Østergaard. Trioen arbejder alle fortsat i ConSet og VenSet, som de også ejer i fællesskab.