Mercedes Sprinter lever nu op til sit navn
Af Carsten Teiner, ct@erhvervsbladet.dk, Onsdag den 3. juni 2009, 12:54
Med op til 3,5 ton trailervægt, bedre brændstoføkonomi og mere smidige motorer håber Mercedes Benz på forøget succes med ny Sprinter- varevogn.
(STUTTGART) Da den forrige Sprinter-model fra Mercedes så dagens lys for tre år siden, fik den nye og mere miljøvenlige motorer – baseret på motorer fra personbilerne. Det gik ud over trækkraften – især med kørsel med fuld nyttelast.
Men nu har tyskerne gjort det godt igen med ny drivline, motor og gearkasse. Den helt ny motorgeneration har givet køreglæden tilbage i fuldt flor – uanset belastningen. De firecylindrede motorer er udviklet sideløbende med den nye motor til E-klasse-personbilen, men skræddersyet til erhvervskørsel.
(STUTTGART) Da den forrige Sprinter-model fra Mercedes så dagens lys for tre år siden, fik den nye og mere miljøvenlige motorer – baseret på motorer fra personbilerne. Det gik ud over trækkraften – især med kørsel med fuld nyttelast.
Men nu har tyskerne gjort det godt igen med ny drivline, motor og gearkasse. Den helt ny motorgeneration har givet køreglæden tilbage i fuldt flor – uanset belastningen. De firecylindrede motorer er udviklet sideløbende med den nye motor til E-klasse-personbilen, men skræddersyet til erhvervskørsel.
Det mærkede vi, da vi prøvede to af de nye modeller i et kuperet område i omegnen af Stuttgart. Bilerne havde dog kun halv nyttelast, så udfordringen på bakkerne havde de ikke problemer med.
Det høje sjette gear var bedst til motorvejen, mens femtegearet klarede de fleste udfordringer på stigningerne. Samtidig høres motorerne slet ikke så meget som før, så overordnet er der tale om bedre kørselskomfort. Støjen ved tomgang er sænket ved at sænke kompressionsforholdet fra 17,5:1 til 16,2:1.
De nye motorer klarer de kommende Euro 5-miljøkrav for biler over 3,5 ton, der træder i kraft til efteråret, og for biler under 3,5 ton fra 2011. Endda uden at bruge SCR-løsningen (Selective Catalyst Reduction), der kræver tilsætningsstoffet AdBlue. Sprinter kan klare Euro 5-krav med EGR-løsningen (Exhaust Gas Recirculation) – en fordel i en varebil med ofte mange forskellige chauffører.
Nu lever motoren op til kommende CO2-bestemmelser og -emissioner, og samtidig er brændstofforbruget sænket fra 0,5 til 1,5 liter pr. 100 km. Partikelfilter er tillige standard. Man kan også vælge at tilsætte syv procent biodiesel, men vil man være endnu grønnere, kan man vente, til fabrikken lancerer sin Sprinter efter EEV-standard (Enhanced Environmentally Friendly Vehicle), der går videre end Euro 5 med hensyn til blandt andet partikeludslip. En dieselhybrid-udgave er også på vej.
Professionel transport
De firecylindrede motorer i Sprinter er videreudviklede til professionel varetransport med flere hk og bedre drejningsmoment med fladere momentkurver. Motorvalget er 95, 129 og 163 hk. Af de vigtigere forbedringer er, at trailervægten i den 163 hestes 616 CDI-model er forøget fra 2,8 til 3,5 ton, som fortsat er grænsen for de andre firecylindrede motorer.
Samtidig er ESP-systemet udviklet, så det stabiliserer en eventuel trailer. Kommer den i slyng, sikrer ESP, at bilens forhjul bremses, og samtidig reduceres motorkraften.
Indsprøjtningstrykket i common rail-systemet er øget med 200 bar til 1.800 bar, og man har forbedret den dobbelte turbolader med større tryk ved lave omdrejninger, og større mellemkøler (intercooler) forbedrer køling og dermed ydelse. Endelig er der kommet balanceaksler, som sørger for blødere motorgang og dermed bedre komfort.
Van-modeller kan også fås med ECO-gearing, som betyder et højt sjettegear til motorvejskørsel og et lavt førstegear til igangsætning. 313 CDI-modellen trækker fra 1.600 omdrejninger – det vil sige fra 65 km/t i femte gear og fra 70 km/t i sjette, 616 CDI trækker fra 1600 omdrejninger eller 70 km/t i femte gear og fra 1.800 omdrejninger eller 90 km/t i sjette gear.
Samtidig med de nye fire-cylindrede motorer er V6- modellen 319 CDI forbedret til øget trækkraft. Den fås p.t. kun med automatgear, men kommer senere i år med den nye ECO manuelle gearkasse.
Den nye Sprinter, som kan fås herhjemme fra august, har dog ikke fået nyt design. Nyt er dog, at der er nye sæder og stofbetrukne nakkestøtter.