Stålgrossist ramt af faldende salgspriser
Af Egon Rasmussen, er@erhvervsbladet.dk, Torsdag den 7. maj 2009, 15:15
Et solidt overskud sidste regnskabsår blev forvandlet til et underskud på ti millioner kroner.
Målt i ton solgte Dacapo Stainless A/S mere rustfrit stål i 2008 end året før.
Men omsætningen i kroner og øre faldt med 46 millioner kroner, og et overskud på 18 millioner kroner før skat blev forvandlet til et underskud på ti millioner kroner.
Medejer og adm. direktør Kristian Saxtrup Sylvest, Dacapo Stainless, forklarer:
- Salgspriserne på rustfrit stål faldt med 30-50 procent hen over året. Og når man ligger inde med store lagre, påvirker det naturligvis årsresultatet. Samtidig oplevede vi, at kunderne holdt stærkt igen med indkøbene, fordi de ventede på yderligere prisfald.
Kunderne er skandinaviske underleverandører og slutbrugere af rustfrit stål til en række industrier. Kristian Saxtrup Sylvest kalder udviklingen i andet halvår for katastrofalt. Især 4. kvartal var slem.
- Hele værdikæden fra nikkelminer og stålværker og frem til slutbrugerne reducerede deres lagre. Og det gør de fortsat. Alligevel kan vi mærke en spirende optimisme på markedet. Vi har 20 sælgere, som dagligt besøger kunder i Danmark, Norge, Sverige, Holland og Tyskland. I deres rapporter kan jeg læse, at der er en spirende optimisme hos kunderne, siger Kristian Saxtrup Sylvest, der dog forudser stor usikkerhed om resultatet for indeværende år.
- Resultatet kan blive på niveau med 2008 eller under, hvis markedsforholdene ikke forbedres. Men hvis markedet stabiliseres, vil resultatet blive nogenlunde som sidste år eller bedre, vurderer Kristian Saxtrup Sylvest.
Dacapo Stainless afskedigede i november ti medarbejdere og forhandler i øjeblikket om yderligere nedskæringer. I øjeblikket har firmaet 60 medarbejdere i ind- og udland.
Nye datterselskaber
Trods finanskrisen udvidede virksomheden med datterselskaber i Holland og Tyskland med tilsammen 29 medarbejdere. I Holland er der bygget et nyt centrallager på 4.000 kvadratmeter, der har overtaget alle fittingsprodukter fra Silkeborg, og som nu leverer til kunderne i alle lande. Desuden blev der etableret en international salgsorganisation med base i Holland og Tyskland. Den skal servicere de europæiske kunder. I Silkeborg blev der investeret i et slibecenter på 2.000 kvadratmeter til slibning af rør og stænger.
- Det går efter planen i Holland og Tyskland. Logistikken fungerer. Kundetilgangen er god, men også her er salget ramt, siger Kristian Saxtrup Sylvest. Han og broderen Henrik ejer 88 procent af virksomheden sammen med Jesper Klein-Petersen. Ledende medarbejdere ejer resten.