35.000 børn fra Jyllinge
Af Flemming Kjærsdam fkd@erhvervsbladet.dk, Mandag den 19. juni 2006, 17:32
Barnløshed. Jyllinge-virksomheden Medicult hjalp 35.000 børn til verden ved hjælp af kunstig befrugtning i 2005. Virksomheden vil være verdens største inden 2010.
Markedet for kunstig befrugtning er i stærk vækst.
Virksomheden Medicult i Jyllinge udvikler og producerer medier, der kan befrugte kvindens æg i laboratoriet eller kan få befrugtede æg til at gro i tre til fem dage på en klinik eller et hospital, eller som kan spotte levedygtige sædceller hos en mand med lavere sædkvalitet.
Dermed sætter virksomheden ind over for det hastigt voksende globale marked, som findes for ufrivilligt barnløse.
- 15 procent har problemer med at få børn på en naturlig måde. Så ufrivillig barnløshed skyldes ikke kun kvinder. Det skyldes i ligeså høj grad mænd, siger adm. dir. Jesper Funding Andersen, Medicult, som tiltrådte i virksomheden i november.
Selskabet er startet i 1987 af tre nordmænd. Men da de ikke fandt markedet for opstart af en biotekvirksomhed optimalt i Norge, startede de i stedet virksomheden i Danmark.
I 1996 flyttede den til Jyllinge nord for Roskilde. I det seneste regnskab fra 2005, kom virksomheden ud med et resultat før skat på 1,5 mio. kr., hvilket er virksomhedens første plus overhovedet.
- Vi er inde i en meget stærk vækst i øjeblikket. I første kvartal 2006 havde vi et overskud på 4 mio. kr. I denne måned har vi startet datterselskab op i Spanien og USA, som er to spændende markeder for os, og som vi venter os meget af, siger Jesper Funding Andersen.
Global aktør
Med en global markedsandel på ca. 18 procent er Medicult placeret på en tredjeplads, kun overgået af amerikanske Irvine og svenske Vitrolife, der har henholdsvis 25 og 20 procent af markedet. Men ambitionen er at blive at blive verdensførende.
De to andre virksomheder er noget større end Medicult der nåede en omsætning på 75 mio. kr. i 2005 og som forventes at vokse til over 90 mio. kr. i år.
Virksomheden har bare 12 forskere direkte ansat, men har indgået samarbejdet med nogle af verdens fremmeste forskere på universiteter i USA, Canada, Danmark og Australien.
De eksterne forskere er en afgørende del af forretningsstrategien, fordi de hjælper med at definere nye formuleringer af medier og teste dem - typisk på mus. Siden patenterer forskerne metoden, hvorefter
Medicult får eneret til at udnytte patentet globalt, færdigudvikle mediet, dokumentere det klinisk på mennesker og sætte det i produktion.
-De er ikke ansat hos os, men fungerer som forskere for vores virksomhed. Det er en af grundene til, at vi kan være med i verdenseliten.
I øjeblikket har vi seks projekter i gang, og hvis bare et af dem lykkes, skal vi være meget tilfredse, siger Jesper Funding Andersen.
Et af de store problemer ved kunstig befrugtning er, at kvinden risikerer at føde mere end et barn.
Der er en overhyppighed af tvillinge- og trillingefødsler. Her er Medicult i front med hensyn til at sikre, at der udvikles medier der understøtter tilbagelægningen af færre befrugtede æg.
Et andet problem er kvindens hormonbehandlinger, som giver bivirkninger og koster mange penge, men det problem arbejder virksomheden med at løse.