ErhvervsBladet.dk sætter i disse dage fokus på, hvilke udfordringer de små og mellemstore virksomheder kan blive mødt af i forbindelse med finanskrisen indtog i Danmark – og hvilke værktøjer og parametre, virksomhederne kan skrue på for at komme helskindet gennem perioden. I den forbindelse har vi stillet læserne en række spørgsmål - og bedt dem dele ud af egne erfaringer.
Hvad gør du for at bevare dit gode forhold til banken og dine investorer i krisetider?
- I august 2007 startede jeg sammen med en designer en designvirksomhed. Jeg ved modebranchen er speciel, og at tiderne ikke er så gunstige i forhold til at skaffe en kassekreditløsning, men at det skulle være så svært havde jeg aldrig forstillet mig. Vores egen bank (en mindre bank) takkede nej fra start på grund af branchen, og at de generelt ikke vil bruge Vækstfonden. Det har så sendt os ud på det frie marked for at finde en ny bank, der er interesseret i at bruge Vækstfondens gode tilbud om et ’kom-i gang-lån’ på 1 mio. kroner... Vi har foreløbig selv har måttet finansiere det første år, da vi endnu ikke har fået en almindelig kassekreditløsning eller et ’kom-i gang-lån’. Dette til trods for, at vi kan dokumentere succes og både vilje, evne og potentiale til hurtig vækst... De enkelte banker burde nedsætte et centralt ‘vækstiværksætter kontor’, så vi kunne blive henvist til bankrådgivere, som havde stor viden om vækstiværksættere og med speciale indenfor forskellige brancher. Det ville sikre en hurtig behandling af de enkelte virksomheders anmodninger, og bankerne burde også have en fordel af denne løsning, idet de burde bruge mindre tid på sagsbehandling, og deres risici burde blive mindre.
Lene Ærbo, administrerende direktør Nongrownups
Fortæl din historie - hvordan er din virksomhed blevet påvirket af finanskrisen? Og hvilke parametret har du skruet på for at klare udfordringerne?
- Heldigvis har vi indtil videre ikke mærket det store til krisen. Omvendt er vi bevidst om, at selv de bedste naturligvis kan blive ramt. Derfor satser vi på at overhalen krisen ved at accelerere udenom den. Med andre ord gearer vi op frem for at skære ned for at ruste os til eventuelle dårlige tider. Vi har netop ansat en ekstra medarbejder, blandt for at få frigjort mere tid til opsøgende salg… Vi tager i højere grad vores egen medicin – PR og kommunikation – og benytter gode anledninger til at vise flaget og komme i dialog med nye mennesker. Vi går målrettet efter kunder i den offentlige sektor, som typisk ikke bliver påvirket af kriser på samme måder som private virksomheder. Samtidig har jeg som leder netop valgt at etablere et advisory board af tre meget erfarne, indsigtsfulde personer fra dansk erhvervsliv. Målet er, at boardet skal bringe mine egne blinde vinkler frem i lyset. Jeg tror, det er meget sundt at investere tid og ressourcer i med jævne mellemrum at blive mødt af hele 3 X Spørge Jørgen, der på en konstruktiv måde kan stille kritiske spørgsmål til kursen.
Malene Grouleff, rådgiver & direktør, Grouleff Kommunikation
Har du styr på kundernes betaling? Fortæl om, hvordan du sikrer dig, at de betaler til tiden - eller hvordan du har sat kreditpolitikken i system.
- Det er jo så som så med kreditforsikringen. Hos de kunder, hvor man normalt forventer, at kredittiden er længere end normalt, får man beskeden, at de ikke kan forsikres. Det vil sige, man kan kun forsikre de ‘gode’ kunder. Hvis krisen så begynder at kradse hos de kunder, så bliver de også pillet ud af systemet. Så kan de heller ikke længere forsikres. Senest eksempel er Magasin, som blev omtalt i pressen, idet at leverandørerne til Magasin ikke længere kunne forsikre Magasin som kunde. Man hører tit om, at bankerne gerne låner penge ud til paraplyer i solskinsvejr, men når det så begynder at regne, vil de gerne have dem tilbage. Der er vist ingen, der er ‘bedre’ til den disciplin end kreditforsikringsselskaberne. Lars H.