Ekspert advarer mod omvendt hønen og ægget-effekt
Af Karoline A. Markholst, Onsdag den 8. oktober 2008, 17:12
Glubbin bliver rost for et eksklusivt image af ErhvervsBladet.dk’s vækstpanels ekspert i it, Lars Neupart. Han råder dog iværksætterne til ikke at undervurdere vigtigheden af at skabe volumen i kundekredsen hurtigt.
Glubbin er en ny idé med en klart defineret målgruppe og masser af kommercielt potentiale. Det vurderer ErhvervsBladet.dk’s vækstpanels ekspert i it, Lars Neupart, der til daglig er direktør i it-sikkerhedsfirmaet Neupart.
Glubbin er en virksomhed, som med en eventportal og et nyt mobilbilletteringssystem skaber bro mellem event- arrangører og nattelivets unge koncert- og diskoteksgængere.
Lars Neupart roser især sansen for målgruppen, som iværksætterne bag Glubbin, David Ventzel, Sead Bajrovic og Jathavan Shanmugam har afgrænset.
Han mener, at de tre har en fornuftig markedsforståelse, idet de med mobilbrugen har adskilt sig fra etablerede konkurrenter som Billetlugen og Billetnet.
- Hvis de har held med at få fat i de unge brugere, hvor mobilen er det primære kommunikationtionsmiddel, så er der et marked. Det, at stifterne selv har konstateret et problem og fundet en løsning, er en god start; det er et godt udgangspunkt, at de selv er i målgruppen for deres ydelser. Den ældre generation tror jeg ikke, Glubbin kan nå, men det vil de jo heller ikke forsøge, siger Lars Neupart.
Han mener, at Glubbins billetkoncept, ScreenTicket, umiddelbart virker nemt og forståeligt, og han er bejstret for virksomhedens markedsføringstrategi, som han kalder et gennemtænkt VIP-koncept.
- Glubbins markeds- føringstrategi virker helt i takt med tiden, og det er også korrekt, at en lille opstartvirksomhed selvfølgelig ikke kan bruge klassiske – det vil sige dyre markedsførings- metoder. De små er nødt til at tænke alternativt og tage en udfordrerrolle i forhold til de mere etablerede spillere, siger Lars Neupart, der dog ikke tror, at det kan hjælpe Glubbin meget at tage patent på ScreenTicket:
- Patentansøgninger kan både være dyre og besværlige for små virksomheder, og det er langt fra sikkert, at et eventuelt patent nogensinde reelt kan bruges til at forhindre andre i tilsvarende forretningskoncepter, siger han.
Hønen eller ægget
Derimod råder han David Ventzel, Sead Bajrovic og Jathavan Shanmugam til at skabe volumen i kundekredsen hurtigt. Han er nemlig bekymret for, om Glubbins VIP-koncept kan gøre det for eksklusivt og dermed for ukendt. Der skal mange kunder i butikken, så iværksætterne kan satse på indtjeningen fra procenterne af billetgebyret.
- De skal have skabt volumen rigtig hurtigt. Det skal de for at undgå den trussel, der kan opstå, hvis event- udbydere og kunder kommer til at gå og vente på hinanden. Uden et tilstrækkeligt antal kunder bliver billetsalget for småt og uinteressant for arrangørerne, som derfor kunne vælge ikke at bruge ScreenTicket. Og uden et tilstrækkeligt antal arrangementer at vælge imellem er ScreenTicket og Glubbin uinteressant for billetkøberne. En slags ‘hønen og ægget- situation'.
I den forbindelse råder Lars Neupart Glubbin til at udvide hjemmesiden med features, der tilbyder fordele for arrangører. Derudover kan Glubbin med fordel begynde at se muligheder i konkurrenterne:
- Selv om de etablerede billetsælgere på nettet måske er konkurrenter på nogle områder, kunne de også være en samarbejdsmulighed, der kan give det nødvendige volumen. Hvis Glubbins teknologi er tilstrækkelig unik, er det jo en oplagt mulighed.