Studerende ved Handelshøjskolen i Århus inviterer etablerede iværksættere til at deltage i nyt netværk, som to studerende har taget initiativ til. Det er studierelevant, pointerer de.
I går havde omkring 200 unge meldt sig til et netværksarrangement for iværksættere, der løber af stablen i eftermiddag på Handelshøjskolen i Århus.
Initiativet er taget af to studerende ved Handelshøjskolen. Kris Bjørn Jeppesen og Nikolaj Mogensen har fået stor opbakning fra erfarne kræfter til netværket START, der har som mål at skabe en iværksætterkultur og motivere studerende til at blive direktør i eget firma.
- Hvorfor have et job, der ikke er studierelevant, hvis du i stedet kan skabe din egen virksomhed og tjene penge på noget, der er sjovt. Og som desuden er studierelevant, lyder argumenterne.
Ved eftermiddagens møde kan iværksætterne in spe møde erfarne kræfter som professor Saras D. Sarasvathy, Virginia University, USA. Hun er international anerkendt for sine teorier og viden om iværksætteres adfærd. Deltagerne kan også møde etablerede iværksættere og konsulenter, som vil dele ud af deres viden.
Men netværket er ikke kun for studerende ved Handelshøjskolen.
- Alle unge og andre med interesse for iværksætteri i Århus-området er velkomne i netværket, hvor man kan udveksle idéer og erfaringer med andre iværksættere. Vi håber at få en person til at arbejde 15 timer om ugen for netværket, siger event manager Morten Blegvad.
Den ene initiativtager er Nikolaj Mogensen, som står bag en webbutik, der sælger tørklæder. Han har fået god succes i løbet af kort tid og satser på at få en omsætning på en mio. kr. det første år, men succeskriteriet går ud på at bryde nogle rammer og grænser og prøve sig selv af, forklarer han. En anden studiekammerat sælger eksklusive solbriller og briller over nettet.
Den anden initiativtager Kris Bjørn Jeppesen siger, at der har spredt sig en stemning af iværksætteri i klassen.
- Folk er begyndt at se entrepreneurskab som en mulig karriere, siger han. Kris Bjørn Jeppesen opfordrer etablerede iværksættere til at deltage i netværket, så det får så mange kompetencer og fag som muligt.
Selv er han ved at etablere virksomhed. Planen er at skabe en online platform, der skal bruges til at skabe mere kultur i danske virksomheder.
I begyndelsen samarbejder de studerende med professor Poul Rind Christensen, Handelshøjskolen. Han siger, at vidensbaserede iværksættere bliver vigtigere for samfundet i takt med, at landets konkurrenceevne er baseret på innovation og viden. Og derfor er vigtigt, at de studerende får øje på de karrieremuligheder, som etablering af egen virksomhed kan give.
- De studerende lærer noget, de kan bruge i deres studier. Derved får de mere sammenhæng i studielivet,« siger Poul Rind Christensen. Han tilføjer, at foretagsomhed er en væsentlig egenskab. Der er masser af forretningsmuligheder, der bare ligger og venter på, at de studerende tage fat i dem, mener han.
