Fra i dag går det langt hurtigere for danske virksomehder at få patent i USA. Ny aftale skærer helt op til 22 måneder af behandlingstiden.
Fremover skal det være slut med at sylte idéer med årelange sagsbehandlingstider, når en dansk innovatør søger patent i USA.
En ny aftale betyder, at danske virksomheder kan lade det amerikanske patentkontor genbruge undersøgelser, som Patent- og Varemærkestyrelsen allerede har gennemf'ørt. Det kan forkorte behandlingstiden i helt op til 22 måneder, lyder meldingen fra Økonomi- og Erhvervsministeriet.
- I Danmark lever vi af vores gode ideer. Derfor er det vigtigt, at danske virksomheder har de bedste muligheder for at få beskyttet deres idéer rundt omkring i verden. Med aftalen kan vi nu tilbyde kloge danske hoveder og driftige virksomheder at skyde genvej til det vigtige amerikanske marked, siger økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K).
I mange tilfælde søger virksomhederne patent for en og samme opfindelse i flere lande samtidig. Derfor sidder patentmyndigheder rundt om i verden og arbejder med stort set samme sag på samme tid. Det betyder forlænget ventetid for de danske innovatører, som vil beskytte deres idé internationalt.
Omkring 1.000 danske virksomheder søger hvert år patent i USA. Patent- og Varemærkestyrelsen har allerede en tilsvarende aftale om genbrug af undersøgelser med Japan, og en lignende aftale med Korea træder i kraft 1. marts 2009.
- ulha