Ungt forlag vil nu have en bid af markedet for erhvervsbøger. Det sker ved, at man som det første forlag i Danmark tilbyder bøgerne gratis på nettet.
Det nye forlag BusinessSumup.dk lancerer nu gratis erhvervsbøger på nettet og går dermed i skarp konkurrence med de store forlag på markedet for erhvervsbøger.
Fra denne uge findes der flere end 50 gratis erhvervsbøger på hjemmesiden, og der vil løbende blive udgivet nye bøger på sitet. Inden året er omme forventer direktør og stifter Kristian Buus, at der findes flere end 100 gratis businessbøger på hjemmesiden.
26-årige Kristian Buus er trods sin unge alder ikke uden kendskab til branchen, da han er anden generation i forlagsbranchen. Han er søn af ejerne af Forlaget Ventus, der er et 20 år gammelt forlag fra Holstebro, som sælger traditionelle studiebøger.
I 2005 brød han ud af familievirksomheden og startede onlineforlaget Ventus Publishing, som udgiver gratisbøger til studerende på videregående uddannelser. Det har forlaget gjort siden 2005, og udgiver i dag gratisbøger i syv europæiske lande.
I 2006 fulgte Ventus Publishing onlinekonceptet op med bøger til privatsegmentet om blandt andet rejser og hobby.
Nu forsøger det unge forlag sig så med bøger til erhvervssegmentet med emner, der strækker sig fra ledelse og organisation over salg til jobsøgning. Bøgerne er finansieret ved hjælp af et mindre antal annoncer.
- Hvad er jeres idé?
»BusinessSumup er et forlag som udgiver gratis businessbøger på nettet. Alle bøgerne er gratis tilgængelige i pdf og kan downloades på fem-ti sekunder.
- Hvilket marked/hvilke kunder vil I ramme?
»Læserne er erhvervsfolk fra 28 år og opefter. Vores erfaring fra Onlibri siger os, at den typiske læser på disse bøger vil være i alderen 28-52 år. Man kan sige, at BusinessSumup er en forlængelse af studiebøgerne fra Onlibri. Vi har nu læserne i hele cyklussen for personlig udvikling. Fra studietiden over privatlivet og hobby til erhvervsrelaterede bøger. Det er jo nærliggende at lave flere tiltag, når vi har læserne inden i konceptet.
- Hvad er forretningsmodellen?
»Bøgerne er finansieret via annoncer. På hver tredje side i en bog er der en halvsides annonce.«
- Hvem er konkurrenterne?
»BusinessSumup/Ventus er det eneste forlag i Danmark, som udgiver gratis bøger på nettet. Så konkurrenterne er traditionelle forlag, samt diverse søgemaskiner på internettet. Konkurrenterne på annoncemarkedet er andre medier, der henvender sig til samme målgruppe.«
- Hvordan markedsfører I virksomheden?
»Vi markedsfører primært bøgerne på internettet og lidt i forskellige offlinemedier. Online benytter vi os af Web-banner, e-mails og content-integrering.
- Hvor stor kapital har I til at løbe forretningen i gang?
»Vores startkapital er så stor, at det sikrer driften af projektet de første tre år.«
- Hvornår budgetterer I med overskud?
»Vores målsætning er at nå break even inden for de første 12-18 måneder.«
