Tidtilalt skal overveje, hvordan virksomheden for alvor bliver skudt i gang. Og her er det nødvendigt at se på tilstrækkelig markedsføring samt kapital, lyder det fra ErhvervsBladet.dk’s ekspert, der dog tror på konceptet.
Frank Rasmussen, der er direktør for mobilfirmaet Bibob, har tiltro til, at tidtilalt.dk kan blive en succes og komme ud over rampen. Men inden det kommer så vidt, skal virksomheden se på, hvordan man kan tiltrække brugere og virksomheder. Her kunne et gratis abonnement være en mulighed for at lokke folk ind på siden, lyder det fra ErhvervsBladet.dk’s ekspert.
Hvad er din vurdering af ideen og markedet?
»Tanken er fin, og umiddelbart lyder det som en god idé. Jeg tror dog behovet for personlig kontakt undervurderes lidt, og derfor vil der være aftaler, der ikke egner sig til konceptet (aftaler hvor det er nødvendigt at forklare 'noget', for eksempel, når bilen skal til service, og man lige kommer i tanke om 'tjek også lige hjulene'). Det undervurderes måske lidt, at de fleste benytter sig af de samme servicetilbud hver gang, for eksempel den samme frisør, det samme værksted, den samme læge med mere.«
Holder forretningsmodellen og indtjeningsgrundlaget?
»Det er et koncept, der principielt både har kunder og leverandører som vindere. Leverandøren kan spare en del ressourcer på telefonpasning samtidig med, at åbningstiden udvides til 24 timer i døgnet.«
Hvordan er markedsforståelsen?
»Umiddelbart er det både en fordel og ulempe, at tingene samles. Fordel fordi man som kunde kan nøjes med at besøge ét sted, ulempe fordi det hurtigt bliver stort og uoverskueligt for kunden. Det er essentielt, at kunden ikke drukner i muligheder, og her syntes jeg godt, konceptet kunne strammes lidt op.«
Har virksomheden tilstrækkelig kapital?
»Nej, hvis man oplever, at man ikke kan finde, hvad man søger, er det svært at få kunden til at komme igen. Derfor skal der satses hårdt på at få en volumen på af leverandører så hurtigt som muligt. Måske tilbyde dem konceptet gratis til 'proof of concept' er etableret. Det kræver kapital og engagement, og jeg vil tro, det ville gavne projektet, hvis der fandtes en partner.«
Nævn én ting, som umiddelbart ville kunne styrke virksomhedens grundlag?
»Udvikling af eget system, så kommende behov fra kunderne lettere og hurtigere kan opfyldes. Der mangler kapital til at give projektet fart, og måske en 'gulerod' til kunderne. Passer de deres tider (til gavn for virksomheden), blev de måske belønnet med point, alternativt fratrukket point. Point kunne måske benyttes til køb af ekstra service med mere og blive finansieret af en mindre rabat fra leverandøren.«