Globalisers kan trygt køre videre med sin forretningsidé. ErhvervsBladet.dk’s ekspert Villy Jæger ser store muligheder for rejsefirmaet.
Adm. direktør for Skandinavisk Køkkengruppe Villy Jæger mener, at Globalisers med en fantastisk markedsforståelse har ramt et marked med et stort potentiale. Tiden passer godt til konceptet, og derfor kan det blive en stor succes, lyder det fra ErhvervsBladet.dk’s ekspert.
Er der et marked for ideen?
»Jeg tror, at dette marked er meget stort, idet der rejses mere og mere. Desuden vil vi gerne have indivi- duelle rejser, hvilket der er stor mulighed for her. Så ja, meget relevant og jeg har ikke hørt om noget, der minder om dette. Det er netbaseret. så nyt er det også. Det er tydeligt, at selskabet har it tæt inde på livet sammen med et stort kendskab til rejsebranchen. Spændende hvordan de udvikler firmaet med denne ejerkreds.
Holder forretningsmodellen?
»Rent potentielt kan du reducere omkostningerne fra 25 til ti procent. Så der er et stort potentiale - meget stort. Det virker som om, der her er tænkt utraditionelt, og som om, det er noget, som kan ændre tankegangen for kundernes måde at tænke rejser på.«
Hvordan er firmaets markedsforståelse?
»Her tror jeg faktisk, at et af firmaets succesparametre findes. Det er meget nyskabende, og selv om jeg ikke er inden for branchen, vurderer jeg, at de har læst markedet godt og med stor dybde. Det bliver interessant at følge, hvor langt de kan bringe dette koncept.«
Er der tilstrækkelig kapital?
»Med seks mio. kr. til kommende udgifter mener jeg, der er tilstrækkelig kapital til at komme igennem de normale udfordringer, der opstår, når noget nyt skal 'skubbes i gang'. Der er sikkert også plads til et par mindre fejldispositioner, som kan forekomme i etableringsfasen.«
Nævn én ting, som umiddelbart ville kunne styrke virksomhedens grundlag?
»Den største risiko, som jeg ser, er, om det er muligt at sælge uden om de sædvanlige i branchen. Her kunne man måske overveje, om der kan laves et samarbejde, der gør det muligt at tilbyde kollegaerne i branchen nogle af firmaets produkter og eventuelt tilpasse dem, hvis det er nødvendigt.«
