Nye græsgange. Spaniens marked for it-produkter og services er i markant vækst. Derfor danner danske virksomheder en fællesstand på en kæmpe it-messe i Madrid til november.
Spanien er et af Europas hurtigst voksende markeder for indkøb af it-produkter og -services. Det faktum er ikke fløjet over hovedet på de danske it-virksomheder.
Netop derfor skal der satses på det spanske marked og det sker til november på Europas næststørste it-messe, SIMO-messen i Madrid.
I den anledning går IT-Branchen sammen med den danske ambassade i Madrid og Danmarks Eksportråd om en dansk fællesstand.
- Vi gør det her, fordi danske it-virksomheder har brug for nye jagtmarker til produktsalg. SIMO er indgangen til det spansktalende marked, som it-mæssigt er i markant vækst", siger underdirektør Henrik Egede fra IT-Branchen, som i lighed med sidste år forventer gode resultater for deltagerne.
SIMO-messen der løber af stabelen 7.-12. november, trak sidste år 772 udstillere og knap 300.000 besøgende. Det primære arbejdssprog på messen er spansk, men den danske stand tilbyder tolkning til kunder i det ny marked.
De danske deltagere på fællesstanden er blandt andet Danware A/S, der også deltog i messen sidste år og høstede ved den lejlighed meget erfaring.
- Vi fik slået dørene ind til rigtig mange kunder på SIMO 2005 og skal i år bygge et mersalg oven på succesen fra sidst. Denne gang deltager vi derfor igennem vores nyetablerede distributør Avanquest, som skal hjælpe os med yderligere at udvikle vores tilstedeværelse og synlighed i Spanien", siger Peter Jacques Kristensen, der er regional manager i Danware.
Nye forretningskontakter
Desuden er også Telsome og Milestone repræsenteret, som er debutanter på SIMO. For Telsome er placeringen af messen i Spanien optimal. Selskabet, der forhandler ip-baserede løsninger, har netop åbnet kontor i Malaga, fordi der traditionelt bor mange udlandsdanskere og englændere i Spanien. Messen skal skabe nye forretningskontakter og konsolidere Telsome på det spanske marked.
- Vort primære mål med SIMO er at finde partnere til distribution af vort ip-baserede omstillingsanlæg PPX, forklarer Kasper Pedersen, Telsome, som er salgsdirektør i Spanien.
Milestone Systems A/S, der leverer ip-baseret videoovervågning, tror på det spanske marked, hvor SIMO er et led i virksomhedens ekspansion. Væksten i netværksbaserede sikkerhedssystemer er en udfordring for det traditionelle analoge CCTV-marked.