Overvågningen skal gøres intelligent, så den selv kan reagere på, hvad den ser.
Overvågning bliver det helt store hit i 2009. Med de nyeste chips kan overvågningskameraer gøres mere intelligente, så de så at sige selv kan reagere på, hvad de ser, skriver Børsen.
Den indbyggede billed-behandling kan spare personale til overvågning, hvorfor mange virksomheder hurtigt vil tage teknologien til sig. Og når den først er udviklet og faldet i pris, vil den også dukke op i private hjem, vurderer telespecialisten Torben Rune fra Netplan.
- Overvågning bliver voldsomt stort til næste år. Og jeg er overbevist om, at det også vil blive udbredt i private hjem den dag, man kan købe det i supermarkedet,« siger han.
I 2008 var det en stor begivenhed, at politikerne tvang prisen på at bruge mobiltelefonen i udlandet lidt ned. Men hvis det indre marked skal fungere, så mangler man fortsat at gøre det samme ved sms- og ikke mindst datapriserne. Og det vil også komme, mener Rune.
Netop mobildata er blevet voldsomt populært og vil også blive en af de helt store teknologier i 2009, mener Torben Rune. Og det skyldes ikke mindst de små netbooks, som de kaldes. Fuldt funktionsdygtige computere, som ikke fylder meget og vejer omkring et kilo.
- Det er en kanon idé. De er langt mere håndtérlige end almindelige bærbare. De kan køre alt det, du har brug for at køre. Og så er de perfekte til ’bundling’, siger Rune med henvisning til, at netbooks ofte sælges sammen med et abonnement på mobildata.
-kama