Den teknologiske udvikling fører i stigende grad det traditionelle skrivebordsarbejde hjem i privaten, i bilen på banegården – ja hvor som helst. Det er der muligheder i, men også risici.
De fleste af os har fortsat et skrivebord med telefon, pc og, hvad der nu en gang hører til en kontorarbejdsplads.
Imidlertid har teknologien i stigende grad løsnet os fra afhængigheden af lige nøjagtig af at sidde dér, når vi arbejder.
Laptops, mobiltelefoner, smartphones og andre teknologiske frembringelser har sammen skabt noget, der ligner den totale frihed.
Men det, der er hot, kan hurtig blive not, hvis den enkelte virksomhed ikke får formuleret en politik for de forventninger og krav, vi rettelig kan stille til hinanden med de teknologiske muligheder, der nu eksisterer for, at den enkelte er tilgængelig hvor som helst og når som helst.
Det mener i hvert fald adm. direktør Morten Felding, Xerox A/S. Han er formand for IT-Branchens Udvalg om Fremtidens Arbejdsplads.
»Lad os nu sige, at jeg af den ene eller anden grund ikke gider se tv lørdag aften. Jeg beslutter mig i stedet for at arbejde lidt. Sender måske et par mails til mine medarbejdere. Det kan jeg måske finde på to weekender i træk. Jeg har ikke nogen forventning om, at de svarer før mandag, når arbejdsugen starter, men ved de godt det? Hvis vi ikke har talt om det, og jeg heller ikke har skrevet det i mailen, kan jeg lynhurtigt give nogle dårlig samvittighed og stress,« siger han.
Af samme grund anbefaler han, at virksomheder med meget mobile og fleksible medarbejdere får aftalt, hvad man kan kræve og forvente af hinanden.
»Man bliver jo nødt til at have en fælles forståelse for, hvornår man kan tillade sig at være offline. Ellers kan det jo i sig selv blive odiøst. Stort set alle virksomheder har en personalepolitik, når det handler om barsel, sygdom, ferie og den slags, men jeg er ikke sikker på, at der er lige så mange, der har formuleret en præcis politik for medarbejdernes fleksibilitet, og det kan altså give bagslag,« tilføjer han.
Knivskarpe grænser
I branchen deler man os alle sammen op i to kategorier: De digitale indfødte og de digitale indvandrere. Grænsen mellem de to kategorier er knivskarp. Er du født før 1980 er du indvandrer, mens du er indfødt, hvis du er født herefter.
»For os indvandrere er teknologien noget, vi har fået stillet til rådighed hen ad vejen. Det er ting, der hjælper os, men det falder os ikke altid naturligt at anvende den. Jeg leder for eksempel altid selv efter en brugsvejledning, når jeg anskaffer mig nyt elektronisk grej som for eksempel en radio. Den eksisterer bare stort set ikke mere. De yngre, indfødte, har en helt anden tilgang til teknologien, fordi de er vokset op med den. De kaster sig bare ud i det efter trial-and-error metoden. Forskellen på dem og os er også, at de i langt højere grad bruger teknologien til online kommunikation, hvad enten det er via sms, messenger eller noget tredje. Deres regler er enkle. Er de online, er de til at få fat på. Er de ikke online, må man vente til, de bliver klar – eller i nødstilfælde sende en mail eller en sms. Min generation klynger sig mere til emailen. De to forskellige indstillinger til kommunikation betyder, at man på den enkelte arbejdsplads bør arbejde på at bygge en bro mellem de digitale indfødte og indvandrere. Ellers kan det forårsage unødig stress,« fastslår Morten Felding.
Ud over hovedteknologierne har grej som headsets skabt øget fleksibilitet. Nu kan medarbejderne for alvor multitaske, arbejde på computer eller køre bil, mens de taler, og med de seneste modellers støjreduktion kan de tilmed gå gennem en børnehave eller en lufthavn, mens de taler. Hertil kommer, at it-giganter som IBM og Microsoft begge har lanceret nye kommunikationsløsninger, hvor det hele integreres i én kommunikationsmæssig platform.
Video-konferencerne har sideløbende nået en kvalitet, så heller ikke fysiske møder er af samme nødvendige betydning som før.
Manglen på standarder
Morten Felding forventer, at den teknologiske udvikling vil fortsætte med at øge danskernes mobilitet og fleksibilitet, men på den mellemlange bane ser han en barriere: Standarder, eller måske snarere manglen på samme.
»De forskellige producenter mener jo alle, at lige nøjagtig de har den rigtige løsning. Det betyder, at vi har en masse produkter, der ikke rigtig passer sammen. IBM og Microsoft har hver sin løsning, og de baserer sig på forskellige softwareplatforme. På hardwaresiden ser vi, at vi efterhånden skal have vore tasker fyldt op med diverse, forskellige opladere. Selv har jeg én oplader til min laptop, en anden til min mobiltelefon og en tredje til mit headset. Det er naturligvis ikke optimalt.«
Til gengæld deler han ikke frygten for, at teknologien skal fjerne det sociale fællesskab.
»Vi har vel alle et billede af den unge computer-nørd, der sidder låst ved sin skærm dagen lang. Undersøgelser har vist, at de unge, trods deres udstrakte anvendelse af it, sagtens kan finde ud af at mødes fysisk. Teknologien hjælper dem faktisk til det. Derfor er der heller ikke grund til at frygte, at vi andre bliver socialt isolerede på fremtidens arbejdsplads, selv om vi i højere grad kommer til at arbejde hjemmefra, i bilen eller på banegården.«
