Magtkamp. Der bliver kæmpet bravt om markedsandelene inden for ip-telefoni i Danmark. Det har sat sine spor i kredsen af udbydere, der vil blive reduceret de næste år, vurderer analytiker.
Der er blodrøde tal at spore hos udbyderne af net-telefoni i Danmark.
Ser vi bort fra de store systemintegratorer som IBM og Siemens har ni ud af de elleve største udbydere af net-telefoni enten en negativ egenkapital eller et negativt resultat før skat i sidst oplyste regnskab.
Det er særligt de mindre selskaber, som lider i kampen om markedsandele.
Således har stort set alle de mindre selskaber mistet terræn, mens både Cybercity og TDC er gået markant frem.
Konsolidering af markedet
- De mindre selvstændige virksomheder kæmper hårdt for at holde trit. Det er over en bred kam, at deres regnskaber indeholder negative resultater. De har et troværdighedsproblem i markedet, for forbrugerne sætter spørgsmålstegn ved, om de også er her om et år eller to, forklarer chefanalytiker Brian Troelsen fra analyseinstituttet IDC.
Han peger på, at de store bredbåndsudbydere har erkendt, at det er den vej markedet går, og derfor er de begyndt at rulle derudaf.
- Vi vil se en konsolidering af markedet. Vi vil se den samme udvikling, som vi har set på mobiltelefonimarkedet, hvor der efterhånden ikke er så mange aktører tilbage, vurderer han.
Det koster mange penge
Èt af de selskaber, som sidder på en forholdsvis lille markedsandel, er Tellio Aps.
Her er man enig i, at de mindre udbydere af net-telefoni er i farezonen.
- De aktører, som er små, tjener ikke penge i øjeblikket. Er man lille, taber man penge i det her marked. Mange er gået ind i marked med en forventning om, at det er nemt og billigt at udbyde ip-telefoni. Men det koster mange penge at etablere sig og skaffe kunder, forklarer administrerende direktør for Tellio, Rune Strømmen.
Han skal ikke se så langt efter dokumentation for den påstand. For sidste år kom Tellio ud med et negativt årsresultat på 7,2 mio. kr.
Det giver dog ikke grund til bekymring hos nordmanden. For Tellio i Danmark er ejet af norske Telio, som er den største udbydere af net-telefoni i Norge og har en samlet kundemasse på 130.000. Det kræver mange penge og kunder at overleve, vurderer han. Det første har selskabet, og det sidste vil for alvor tage fart om små to år, spår Rune Strømmen.
- Det danske marked er lidt umodent i forhold til Norge og Sverige, så vi har nogle klare indikationer af, hvad der vil ske. De store ADSL-udbydere med eksisterende kundedatabaser (læs: Cybercity og TDC red.) vil de næste år få mange ip-telefonikunder, fordi de har dem i deres kundedatabaser allerede. Men det vil stagnere om få år, og så vil de uafhængige bredbåndstelefoniudbydere komme til, siger Rune Strømmen.
- For vi kan tilbyde ip-telefoni til alle, der har bredbånd. Hvorimod TDC kun kan tilbyde det til TDC kunder, forklarer Rune Strømmen.
Der er i dag cirka 230.000 abonnenter på ip-telefoni i Danmark.
