Fungerer firmaets telefoner og hjemmeside ikke, kan det være en konkurrent, der har betalt for at sætte dig ud af spil.
For 80 dollars per døgn – omkring 430 danske kroner – kan din værste konkurrent lamme dit firma. Angrebene bliver kaldt ”crime as a service”, og går ganske enkelt ud på, at man betaler for at sætte konkurrenters websider og
telefonlinjer ud af funktion.
De it-kriminelle bomber websiderne og telefonlinjerne med datapakker og massevis af opkald, og gør det derved umuligt for alt andet trafik at
slippe igennem.
Ifølge det danske it-sikkerhedsfirma CSIS er der på sortbørsmarkedet stadig flere, der udbyder denne tjeneste.
- Det er det, man kan kalde et stigende problem. Vi har oplevet danske virksomheder, der har været udsat for angreb, siger Peter Kruse, partner i CSIS.
Stigningen skyldes ifølge CSIS, at det er let at købe sig til angrebene, de er svære at spore og ofte er den rigtige konkurrent kun indirekte indblandet.
Flere af serviceudbyderne tilbyder endda en smagsprøve, inden man træffer den endelige beslutning om at købe, erfarer CSIS.
Herhjemme er det er dog først og fremmest netbutikker, der lider under disse digitale angreb. Telefonangrebene er ikke set endnu, men Peter Kruse er ikke er tvivl om, at de kommer.
- Det er kun et spørgsmål om omfanget, siger han.
Ingn grund til panik
Torben Rune, direktør i Netplan, rådgivningsvirksomhed inden for it- og telekommunikation kender udmærket til angreb mod hjemmesider med lige præcis den metode.
- Den type angreb har man kendt til i årevis på nettet, hvor et større antal privatpersoner bombarderer hjemmesider, så de ikke fungerer. De kan være vanskelige at opdage og stoppe, men det har man efterhånden teknologier og antivirussystemer til at komme omkring, siger direktøren.
At metoden nu også bruges til at lamme telefonlinjer er til gengæld nyt for Torben Rune.
- På telefonsiden kan man ikke rigtig gøre noget, hvis man bliver angrebet, for man kan ikke blokere alle opkald – med mindre, man kan se, at de alle kommer fra eksempelvis Rumænien, fortæller Torben Rune.
Alligevel ser han ingen grund til, at de danske virksomheder skal være bekymrede for at blive ofre for de it-kriminelles telefonangreb.
- Overhovedet ikke. Her i Danmark er telefonsystemerne endnu mere sikre end andre steder i verden, fordi vi har en fuldt digital telefoncentral. Man har en meget veludbygget efterforskningsmulighed i telefonnettet og straffen er ganske høj, så jeg tror ikke, at nogen virksomhed eller privatperson vil kunne lave sådanne ting ret længe, siger Torben Rune.

