Pas på med at åbne vedhæftede filer. It-kriminelle prøver for tiden at lure netbankoplysninger gennem mails med falske regninger.
Får du en spammail, som giver sig ud for at være en regning sendt fra ’F-Secure’, skal du være på vagt og undgå at åbne den vedhæftede fil, som følger med mailen. Sådan lyder advarslen fra Finansrådet i dag i en pressemeddelelse.
Danmark har i dag været udsat for spammails – som er en slags uønsket reklame mail – der kan føre til svindel mod danske netbanker, hvis modtageren åbner den vedhæftede fil.
Mailen ser ud som om den er afsendt af F-Secure, men den er i virkeligheden udsendt af it-kriminelle, der vil lokke modtagerne til at åbne en vedhæftet fil. Åbnes filen kan de it-kriminelle stjæle nøglefiler og aflure passwords, der er vigtige sikkerhedsmæssige elementer i mange danske netbanker.