Danskerne lader hånt om økonomisk krise og juleshopper løs på nettet.
Frygten for en rekordlav omsætning af varer over nettet i årets sidste kvartal, bliver nu gjort til skamme.
De nordiske forbrugere har nemlig ikke ladet musen stå. Tværtimod har de været mere flittige til at handle over nettet, end i samme periode sidste år. Det viser en analyse, som betalingsselskabet DIBS står bag, skriver ComOn.
Sammenlignet med tredje kvartal i 2007 er e-handelstransaktioner steget med 31 procent.
Herhjemme har 94 procent af internetbrugerne handlet på nettet inden for det seneste halve år. Det gør danskerne til de mest aktive e-handlere i Norden.
Danskerne bruger i gennemsnit 4.404 kroner på nettet hvert halve år. Størstedelen af de handlende er 25-34-årige mænd fra hovedstadsområdet.
-ulha